Dyrker jeg for meget motion, så min krop ikke kan udvikle sig?

Vis spørgsmål

Hej, jeg er en pige på 13 år og synes ikke, min krop udvikler sig så meget, så tænkte om det kunne have noget med min motion at gøre.

Jeg er en pige, som spiller fodbold én gang om ugen om vinteren (1 time) og to gange om ugen om sommeren (i alt: 3 timer), og så har jeg 90 minutters idræt om ugen. Jeg er 169 cm høj og vejer 48-50 kg. Er det for meget motion?

SVAR:

Kære pige

Tak for dit spørgsmål til AdamogEva.dk. Det er rigtig fint at få lidt luft for det, man kan gå og spekulere over.

Godt og vigtigt med motion

Det er dejligt at høre, at du er aktiv og kan lide at lave motion. Det er super godt for din sjæl og krop at være fysisk aktiv flere gange om ugen; det var der nogle flere unge, der kunne lære lidt af, tror jeg :o)

Jeg er sikker på, at det niveau du dyrker motion på ikke har indvirkning på, hvordan og hvor hurtigt din krop udvikler sig. Hvis man er elite-idrætsudøver, kan det ske, at kroppens vækst og udvikling kan sættes lidt i stå eller gå langsommere. Men det sker ikke, hvis man som du udøver helt almindelig idræt nogle gange om ugen.

Ikke så meget du kan gøre

Du er 13 år, og alle unge udvikler sig meget forskelligt og i forskelligt tempo. Det bedste du kan gøre er at nyde dit liv og nyde, at du er sund og rask og har energi til at dyrke motion. Du kan ikke ændre på så meget i forhold til, hvordan og hvornår din krop udvikler sig færdig. Ofte ligner man sin mor eller en anden kvinde i familien med hensyn til, hvordan og hvornår kroppen udvikles. Derfor kan det være fint at spørge fx din mor, hvordan det var for hende, da hun var i puberteten, hvor stærkt det gik, og hvornår hun fik menstruation osv.

Du kan også altid opsøge sundhedsplejersken på din skole og spørge hende til råds. Og måske kan du få noget ud af at læse artikler og svar til andre i vores tema Pubertet – mest for piger.

Jeg håber, mit svar kan give dig lidt afklaring.

Kh Marianne

Annoncer