Kære den i tvivl
Tak for din ros til hjemmesiden. Det er dejligt at læse, hvordan du respekterer dig selv og dine egne grænser. Jeg synes, at det virker som om, at du er en 12 årig pige med sunde grænser.
Respekter dine grænser
Jeg synes, at det er rigtig godt, at du mærker efter, hvad du er klar til psykisk og fysisk. Når jeg læser, at du vælger at tage en beslutning om, at du ikke vil overnatte på skolen, sådan at du ikke risikerer, at han begynder at kæle med dig, så får jeg en oplevelse af, at du er en pige, som passer godt på dig selv ud fra det, som du har brug for – bliv gerne ved med det. Det virker som om, at du mærker efter, hvad du er klar til psykisk og seksuelt, husk endelig at blive ved med det. Det er vigtigt, at du bliver ved med at respektere de grænser, som du mærker din krop giver udtryk for.
Vil han mere end dig
Du skriver ikke så meget om dine veninder, udover at jeg synes, at det lyder som om, at du ikke rigtig har så mange veninder. Selvom du gerne vil have drengen som ven, fordi du ikke har så mange venner, så skal du ikke gå på kompromis med dine grænser i din iver efter at få en god ven. Hvis du har en oplevelse af, at han vil mere i jeres relation, end du lige nu er klar til eller har lyst til, så bliver det svært at være jævnbyrdige venner. Derfor kan det være, at du bliver nødt til at opgive håbet om, at han kan blive en god ven lige nu for dig. Det kan blive anstrengende for dig hele tiden at skulle tænke over, hvordan du agerer overfor drengen (ligesom din mor fortæller, at du skal passe på, hvad du gør), sådan at han ikke misforstår dine hensigter.
Undgå at flygte fra problemet
Umiddelbart tænker jeg ikke, at det er en holdbar løsning for dig at blive væk fra skolen for at undgå ham, det kan let blive en måde at flygte fra dit problem. Jeg ved ikke, om du bliver nødt til at tale med ham om, hvordan du ønsker, at jeres relation skal være – altså fortælle ham, at du kun ønsker at være venner med ham. Det er igen kun dig, der skal mærke, om du har brug for at få tydeliggjort dine grænser overfor ham ved at tale med ham, eller om du ”bare” kan lade ham være uden at konfrontere ham med dine oplevelser og ønsker for jeres relation. Du er også den eneste, der kan vide, om det er muligt for jer at have et normalt venskab, eller om han stadig vil blive ved med at ønske mere med jeres relation. Måske kan en mulighed være at lade ham være – lade være med at tale med ham (jeg ved ikke, om det er en mulighed på en lille skole som din).
Skab gode venskaber
Måske skal du overveje, om det kan være en ide at arbejde aktivt på at være noget mere sammen med dine andre venner, sådan at du ikke bliver afhængig af den ene drengs venskab. Det tager tid at skabe gode venskaber, både nye venskaber men også at vedligeholde ”gamle” venskaber.
Ud fra det som du skriver, synes jeg, at det virker som om, at du taler med din mor om drengen. Jeg vil bare opfordre dig til at fortsætte med at dele dine frustrationer med din mor – spørg hende gerne til råds, måske har hun et godt forslag til, hvordan du kan handle overfor drengen. Måske har hun også et forslag til, hvordan du kan få nye venner eller bruge mere tid sammen med ”gamle” venner.
Læs gerne videre:
Held og lykke med at skabe gode venskaber.
Kærlig hilsen
Linda Valbjørn