16 år og i forhold - Er jeg stadig forelsket i en anden?

Vis spørgsmål

Hej Adam og Eva

Nu er det sådan, at jeg adskillige gange har surfet rundt herinde og fået hjælp til forskellige situationer. Nu står jeg bare i én, jeg ikke kan finde hoved og hale i, og som jeg heller ikke kan finde andre artikler, der passer til.

Sagen er den. Jeg har været sammen med min kæreste i 7 måneder, men vi har holdt pause i 3 uger nu, og jeg valgte at finde sammen med ham igen. Det er sket før. Jeg er bare ikke helt sikker på, om det er det rigtige. Min mor er overbevist om, at jeg skal være sammen med ham, men hun kan ligesom ikke helt vide, hvordan mine følelser er 100%. Hun siger, at det stråler ud af både ham og mig, at vi virkelig har følelser for hinanden. Han er helt sikkert smask forelsket i mig, hvilket gør det sværere for mig at finde rundt i det.

Jeg var engang forelsket i en anden dreng, som senere fik en anden kæreste. Da jeg var forelsket i ham, var det som at svæve på en lyserød sky, og jeg kunne aldrig få et ord stammet frem, når han var i nærheden. Jeg forsvandt langt ind i hans øjne, når jeg snakkede med ham, og jeg kunne aldrig koncentrere mig om det emne, jeg snakkede med ham om.


Men ham her, ham lærte jeg at kende på en bibelcamping. Jeg husker stadig virkeligt tydeligt, at jeg på et tidspunkt fik den vildeste varme følelse af, at det var Guds plan, at jeg skulle finde sammen med ham her. Selvom jeg ikke kendte ham vildt godt på daværende tidspunkt, så var og er jeg helt sikker på, at det var Guds mening, at jeg skulle være sammen med ham. Sådan som det var dér, skulle det være altid, følte jeg et splitsekund.
Vi begyndte på efterskole, og efter mange lange overvejelser endte jeg på samme efterskole som ham, jeg kendte fra campingen. Spørgsmålet er, om det bare var det, der var meningen, han skulle bruges til i mit liv, eller om det var mere.

Ham her drengen fik en anden kæreste, og de er stadig sammen også. Dog ved jeg, at det måske heller ikke fungerer optimalt imellem dem, da jeg er gode venner med hans nuværende kæreste.

Problemet opstår, når jeg kommer til at tænke min egen kæreste og mit forhold igennem. Jeg har aldrig svævet på den slags sky med min kæreste, som med ham den anden. Den stærke følelse af, at det var Guds plan, er her heller ikke, hvilket jeg også tænker, kan have en stor betydning for, hvordan jeg gerne vil leve mit liv.

Jeg elsker ham selvfølgelig, men at jeg ikke har de samme "Jeg-forsvinder-under-dig-og-kan-ikke-stå-oprejst-selv" følelser, forvirrer mig mere, end hvad godt er. Jeg ved ikke, om det er fordi, han er min aller tætteste drengeven, at jeg elsker ham så højt, eller hvad det lige er. Jeg har i hvert fald meget svært ved at finde ud af, om det overhovedet skal være os eller ej.

Da vi holdt pause i 3 uger, skrev vi stadig sammen, og jeg snakkede til min veninde om ham på samme måde, som jeg plejer at gøre, når vi har været sammen. Han fortalte mig i en SMS om sine følelser og lidelser i, at det ikke var os længere. Det fik mig til at tage ham tilbage. Jeg har nemlig tit manglet, at han ville fortælle mig, hvad han føler. Det plejer han ikke rigtig at ville.

Så det er i al den her forvirring, jeg står i nu. Håber I kan hjælpe mig til at finde lidt ud af mig selv.

Hilsen den forvirrede, 16 år 

SVAR:

Kære ”forvirrede”

Tak for dit brev. Det er dejligt, at du kan bruge adamogeva.dk som hjælp og inspiration.

Dit brev og din forvirring sætte mange tanker i gang hos mig. Det første jeg hæfter mig ved, er din sætning: ”Min mor er overbevist om, at jeg skal være sammen med ham, men hun kan ligesom ikke helt vide, hvordan mine følelser er 100%”. Og nej, andre kender ikke til dine følelser og tanker. Derfor er det også vigtigt, at du selv finder ud af, hvad du føler og tænker. Hvis du ikke har følelser for din kæreste, skal du ikke være sammen med ham!

Gå på opdagelse i dine følelser

Du skal finde ud af, hvad du føler, og det gør du ved at sætte ord på dine følelser.
Tal med din kæreste og fortæl ham, hvordan du har det, hvad du føler og hvad det er, du er i tvivl om.
Du skriver, at din kæreste er din bedste drengeven, og det er jo fantastisk at have sådan en ven. Et godt venskab er et godt grundlag for et godt parforhold. Når du så alligevel bliver i tvivl, så må du begynde at undersøge, hvorfor du er i tvivl. Spørg din kæreste, hvad han tænker og føler i forhold til dig, hvad han sætter pris på ved dig osv.

Tal også med din kæreste om, hvad det er, der gør dig betænkelig. Husk på at kærestetiden skal bruges til at finde ud af, hvad det vil sige at elske et andet menneske. Hvis du ikke kan genkende og gengælde hans følelser og tanker, så skal du overveje, om det skal være jer. For så får hverken han eller du den kærlighed, I længes efter.

Forelskelse og kærlighed

Drengen, du mødte på bibelcamping, står for dig som noget helt særligt. Måske var det dit første møde med forelskelsen? Mange af os glemmer ikke vores første forelskelse, idet den fik os til at svæve på en lyserød sky.
Forelskelse er en underlig størrelse. I starten kan den vælte folk omkuld og gør de forelskede blinde, men efterhånden som det bliver hverdag, ændrer det sig til en kærlighedsfølelse, som er knap så "Jeg-forsvinder-under-dig-og-kan-ikke-stå-oprejst-selv"-følelse, men mere er som en stabil følelse af tryghed og nærhed.

Du skriver, du har læst forskellige artikler på siden. Måske kan du særligt have glæde af disse to i dine overvejelser: 

Skal jeg blive eller gå fra min kæreste? og Kærlighed i praksis

Hvis du stadig er forelsket i den anden drengen, så er der tre ting, du bør overveje:

  1. Er det okay at være forelsket i en anden, når du har en kæreste?
  2. Er det okay at være forelsket i en, der allerede har en kæreste?
  3. Er det realistisk, at han vil være kæreste med dig, hvis hans forhold går i stykker?

Kan Guds plan mærkes?

Guds plan med os mennesker kan være svær at få helt styr på. Jeg tror nogle gange, man skal være forsigtig med at koble følelser og Guds plan sammen. For hvem siger, at Guds plan altid er en stærk følelse? Nogle gang kan vi måske først se, hvad der var Guds plan, når vi kigger tilbage på det, der er sket. 

Når det handler om kærester, tror jeg, at Guds plan er, at vi mennesker skal tale sammen om hvorfor og hvad, det vil sige at være kærester, hvilke tanker man gør sig om hinanden og hvilke forventninger og følelser, man har osv. Der er ikke noget mere vigtigt end at kunne fortælle hinanden, hvilken værdi og betydning den anden har for en. Hvis man tør være ærlig overfor sig selv og hinanden, er man hjulpet godt på vej i forhold til at mærke, om kærligheden føles rigtig.

Mærk godt efter

Hvis du fortsat er I tvivl, efter at have læst og evt. prøvet noget af det, jeg har skrevet, kan det være, at du skal slå helt op med din kæreste, og give dig selv tid til være ”single” og mærke efter, hvordan det føles, ikke at skulle være sammen med din kæreste længere.

Held og lykke med at være ærlig overfor dig selv og med at mærke rigtigt efter og turde sige ja eller nej til det forhold, du er i tvivl om.

Kærlig hilsen Annette Hassingboe

Annoncer