Kære Tankepige
Tak for dit spørgsmål til Adamogeva. Jeg vil her prøve at give dig lidt svar. Det er rigtig godt, at du skriver, og jeg ville ønske, jeg kunne hjælpe dig mere end det er muligt her gennem denne brevkasse.
Når jeg lever mig ind i det, du skriver, så får jeg fornemmelsen af, at det er rigtig hårdt at være dig. Jeg kan se, at der er flere forskellige ting, som du kæmper med. Først og fremmest alle de tanker og bekymringer, som er begyndt at fylde. Men også at du er så selvkritisk og har så meget had til din egen krop. Derfor forestiller jeg mig, at det må være svært at være dig, og at du er ret forpint.
Puberteten
Som du sikkert godt ved, så sker der en lang række forandringer i hjernen og i kroppen i puberteten. Disse forandringer påvirker din oplevelse af verden og dit selvbillede. Disse 2 områder vil jeg gerne lige skrive lidt om. Når hjernen udvikler sig i puberteten, så bliver den i stand til at tænke abstrakt. Det betyder, at der ligesom kommer et lag mere ind i livet – det er, som om du kan tænke mere over tingene, at du kan se nye dybder, at du kan forstå noget mere overordnet, osv. Det betyder også typisk, at du vil begynde at interessere dig mere for ting i verden, fx politik, retfærdighed og uretfærdighed, hvordan mennesker har det rundt om i verden, osv. Det kan godt virke lidt overvældende, når hjernen pludselig bliver i stand til at tænke så meget mere over tingene. Og det kan virke både spændende og skræmmende. Ofte vil du i sådan en fase have brug for voksne at kunne dele alle disse ting med og kunne søge svar hos. Både i forhold til de konkrete spørgsmål, som melder sig, men også som gode støtter når livet kan synes svært midt i alle disse spørgsmål.
Selvbilledet
Det andet område jeg nævnte var selvbilledet. I puberteten sker der så mange forandringer i kroppen og i hjernen, at vi kan blive meget usikre på, hvem vi er. Det betyder, at vi let kommer til at tænke dårligt om os selv, fx at jeg er for tyk, at jeg ikke er så interessant som de andre, at jeg er for dårlig til matematik, at jeg ikke er attraktiv nok, osv. Og vi kommer også let til at tænke, at andre tænker dårligt om os. Når selvbilledet på den måde er presset, og vi har lavt selvværd, så vil denne usikkerhed kunne medføre, at der opstår mange bekymringer i os. Og så bliver vi ret forpinte. Derfor har vi brug for nogle gode personer omkring os, som kan hjælpe, støtte og trøste.
Hvordan forstå disse tanker?
Jeg kan se, at du er forpint. Og derfor er jeg glad for, at du skriver her til Adamogeva, selvom det er begrænset, hvad jeg kan give af hjælp her i brevkassen. For det kræver en nærmere snak med dig for mere konkret at afklare, hvad det handler om med alle dine tanker. Jeg har ovenfor skrevet om det som gælder sådan mere generelt i puberteten. Men jeg kan ikke vide præcist, hvordan det spiller ind i din situation. Måske er det noget af forklaringen, måske er det hele forklaringen. Måske handler det om noget helt andet. Men det kan jeg ikke sige præcist, fordi det kræver en nærmere snak med dig.
Jeg vil derfor anbefale dig først og fremmest at finde en voksen, som du kan betro dig til. Måske kan det være en af dine forældre. Hvis du har tillid til en af dem, så kan det være en god mulighed at bede dem om hjælp. Måske kan de ikke lige her og nu løse alle dine tanker og spørgsmål, men det er vigtigt, at de kan lytte på det, som gør ondt i dig. Når dine forældre er der for dig med trøst og omsorg, så kan det gøre det lidt mindre smertefuldt at være i alle de bekymringer, tanker og følelser. Hvis ikke du har tillid til dine forældre, så kig efter om der kan være en anden voksen, som du har tillid til, måske en lærer, en klubleder, en god nabo eller en moster/tante. Eller måske en bedsteforælder.
Og ellers er der en mulighed for, at du kontakter den psykolog, som er tilknyttet din skole. Det hedder en PPR-psykolog. PPR står for Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. Inde på din skoles hjemmeside kan du finde noget om hvilken psykolog, der er tilknyttet din skole. Og du vil helt sikkert også kunne finde en mailadresse på denne psykolog. Så kan du ringe eller skrive til psykologen. Du har mulighed for at få en eller flere personlige samtaler med psykologen, i første omgang også uden at dine forældre skal inddrages.
Du ønskes alt godt i i dit liv. Jeg håber, du finder en voksen, som kan hjælpe dig til nærmere afklaring i alle disse tanker.
Kærlig hilsen Ole Rabjerg, psykolog