14 år og lyst til en kæreste og sex - kan I hjælpe mig?

Vis spørgsmål

Hej Adam og Eva

Jeg er lige blevet 14 den. 11/11 og er ret ny med alt det her på siden, men jeg har haft trang til sex i et år, og jeg har haft følelser for en pige i snart 5 år. Jeg ved, at hun kunne lide mig i 3. klasse. Dengang sendte hun et kærestebrev til mig, men jeg var for nervøs, så jeg skrev nej til at være kærester,

Men jeg har også et lille problem med mig selv; jeg synes, at jeg er grim og meget lille. Selv min lillebror er højere end mig

Vær sød at hjælpe mig, for jeg har stor trang til en kæreste og snart sex. Håber I kan hjælpe mig.

Fra en dreng på 14

SVAR:

Kære dreng på 14

Tak for dit spørgsmål.

Helt normal

Først vil jeg gerne fortælle dig, at det lyder til, din krop er helt normal! Du er 14 år og har lyst til sex. Det er ikke unormalt, at du har lyst til sex nu, og at du har haft det i et år. Du er lige nu i puberteten, hvor der sker utrolig meget med din krop. Det er en spændende og frustrerende tid, når din krop udvikler sig, men lige så spændende den er, lige så individuel er den også. Det kan være, at du allerede har mærket en del af denne udvikling, og det kan også være, at den slet ikke er begyndt endnu. Måske har du udviklet dig på en anden måde end nogle af dine venner, og derfor føler du dig ikke som de andre.

Kroppen udvikler sig

Du skriver, at du føler dig lille og grim i forhold til andre. Min erfaring er, at mange drenge i puberteten har svært ved at være tilfreds med sig selv og sin krop. Nogle gange kan det være svært at forstå den udvikling der sker og du kan derfor opleve dig kluntet og forkert, og slet ikke som de andre drenge.

Når du er i puberteten, som typisk er en 4-årig periode i teenageårene, er du endnu ikke færdig med at vokse og udvikle dig. Du vil opleve, at dine testikler begynder at vokse, og der sættes også gang i produktionen af et hormon, som hedder testosteron. Dette hormon bliver også kaldt det mandlige kønshormon og er det, der er ansvarlig for, at du bliver en voksen mand. Det betyder, at du gennem puberteten vil opleve at få en begyndende skægvækst og kropsbehåring. Du vil også opleve, at din kropsform vil ændre sig, og at din stemme går i overgang for til sidst at få en dybere klang.

Alt det her kan du læse mere om i vores tema Pubertet – mest for drenge.

Seksualiteten vækkes

Det er ikke kun i din krop, der sker en forandring, men testosteron sætter også gang i din seksualitet, så du føler en større sexlyst. Du vil eller er allerede begyndt at blive interesseret i piger og deres kroppe. Du kan få rejsning ved at se nøgenhed eller bare ved tanken om en pige, du kan lide. Du kan også opleve at vågne om morgenen og have haft udløsning, fordi du har drømt om sex. Det er en helt normal udvikling. Din krop er ved at forberede sig på at have sex en dag.

Forventninger

Men bare fordi kroppen fortæller dig, at den er ved at være klar til at have sex, er det ikke det samme, som at du er klar til at have sex. Det er dig, der bestemmer over din krop og ikke den, der bestemmer over dig. I dag er der ofte en forventning om, at man skal have sex tidligt. Det kan være, at du oplever et stort pres fra venner og bekendte, da de måske allerede er seksuelt aktive. Det kan også været svært at forstå, hvorfor man skal vente med sex, når man ser sex alle vegne: Der er sex i film, der er sex på reklamebilleder, når man venter på bussen, der er sex på internettet. Kort sagt: Din hjerne bliver bombarderet med seksuelle billeder og din krop bliver fyldt med hormoner, som udvikler din seksualitet.

Det vil derfor være naturligt, hvis du reagerer fysisk på alle de indtryk og kan mærke det ved, at penis rejser sig i tide og utide. Når du mærker, at penis rejser sig, og du bliver tændt, er det ikke ensbetydende med, at du har brug for sex for at få ro i kroppen. Det er vigtigt, at du styrer din krop. Det er dig, der bestemmer over din krop, selvom det ikke altid føles sådan. Du er den, der bedst kan passe på din krop og din spirende seksualitet. Læs mere om det i svar til en anden 13 år og lyst til en kæreste og sex - kan I hjælpe mig?

Jeg vil også gerne understrege for dig, at det i følge den danske lovgivning ikke tilladt for dig at have sex, når du er under 15 år. Loven er lavet for at beskytte dig. Sex er en handling mellem to voksne mennesker, som kræver modenhed og ansvarlighed.

Du bestemmer over din krop

Du kan selv bestemme, hvor meget sex skal fylde i dit liv. Hvis du omgiver dig med seksuelle billeder eller ser seksuelt prægede film, vil du opleve, at lysten til sex bliver stærkere, og at det kan være svært at styre og fokusere på andet end sex. Prøv i stedet at bruge tid på at dyrke venskaber, at have det sjovt, dyrke sport, eller hvad du nu synes er spændende. Sex er værd at vente på, hvis man bruger tiden på at skabe stærke og tillidsfulde venskaber. Den evne er vigtig i forhold til at kunne skabe en tryg og tillidsfuld ramme for et seksuelt forhold.

Jeg håber, det gav svar på dit spørgsmål, ellers er du velkommen til at skrive igen for en evt. uddybning.

Med venlig hilsen
Hannah Søvndal 

Annoncer