16 år og tænder på mor, hvad skal jeg gøre?

Vis spørgsmål

Hej Adam og Eva.

Jeg tænder på min mor, hvad skal jeg gøre?

Frederik, 16 år

SVAR:

Kære Frederik.

Tak for din mail til Adam og Eva, hvor du skriver, at du har et problem - nemlig at du tænder på din mor. Du giver ikke mange detaljer, men jeg vil forsøge at svare så godt, som jeg kan.

Seksualiteten er dynamisk

Når man er ung og i den alder, hvor seksualiteten udvikler sig allermest, er det ikke unormalt at opleve, at man kan tænde på forskellige ting, som man ikke umiddelbart troede, man ville. Af og til kan man også komme til at tænke på noget, som man godt ved ikke er i orden, som f.eks. et familiemedlem eller ens lærer. Hvis man oplever dette, drejer det sig heldigvis ofte kun om en kort periode, og så finder man et andet fokus, men det kan være frustrerende at opleve, og man kan have en fornemmelse af, at der er noget i vejen med en, eller at man er klam. Det er ofte svært at kontrollere sin tanker, og nogle gange kommer man endda til at tænke endnu mere på det, man ikke ønsker at tænke på – det er helt normalt. Måske er det det, der sker for dig? Du har en alder, hvor der sker rigtig meget med dig såvel fysisk som mentalt. Du udvikler dig meget i denne periode af dit liv, og dine hormoner farer rundt i kroppen. Det ikke unormalt at opleve, at man tænder på næsten alle kvinde-kroppe, når man er på din alder.

Forsøg ikke at dyrk tankerne om din mor

Selvom det er svært at kontrollere sin tanker, så vil jeg råde dig til ikke at dyrke dine seksuelle tanker om din mor. Med det mener jeg, at du ikke skal forestille dig seksuelle handlinger med din mor i dit hoved, og du skal heller ikke tænke på din mor, mens du onanerer. Din mor bør ikke være objekt for din seksualitet, så se om du kan finde noget andet, som tænder dig og fokuser på det i stedet.

Hvordan opfører din mor sig?

En sidste ting, jeg vil spørge dig om er, hvad din mors egen rolle i dette kan være. Det er ikke sikkert, at det er tilfældet, men nogle mødre tænker ikke over, at deres sønners seksualitet udvikler sig så meget i teenage-årene og glemmer at tage hensyn til dette. Så kan de f.eks. glemme, at de ikke lige skal gå i alt for lidt tøj derhjemme eller at de ikke behøver at skifte lige foran én. Hvis det er tilfældet at en sådan adfærd fra din mors side gør det ekstra svært for dig, så må du sørge for at reagere på de ting, der er svære. Skifter hun f.eks. tøj uden at lukke døre, så gå et andet sted hen, hvor du ikke kan se hende. Det er dig, der har kontrollen og du bestemmer, hvordan du vil handle på dine følelser.

Til sidst vil jeg opmuntre dig og sige, at jeg er overbevist om, at dine tanker om din mor nok skal forsvinde med tiden.

Kærlig hilsen, Niels Peter Nielsen

Annoncer