Kære A!
Tak for dit spørgsmål til AdamogEva.dk. Det er dejligt, du har frimodighed til at skrive.
Mulighed for at dine bryster vokser de kommende år
Ud fra det, du skriver, kan jeg ikke love dig, hvordan dine bryster kommer til at se ud om f.eks. 1, 2 og 3 år. Men jeg kan sige, at med din alder er der en god sandsynlighed for, at de vil vokse de kommende år. Om det bliver lidt eller meget, vil tiden vise.
Mange andre spørger om det samme som dig
Jeg har fundet nogle svar til piger på din alder, der også spørger til små bryster. Dem tror jeg, du kan få noget ud af at læse:
Flad som en pandekage - er min udvikling gået i stå?
Hvad gør jeg med undervægt og forskellige bryster?
13 år - hvor længe går der, før mine bryster vokser?
13 år og små bryster - bliver de mon nogen sinde større?
Hvis du ikke allerede har set det, kan du også læse mere i vores tema:
Pubertet - mest for piger
Det hjælper ofte at dele sine tanker med en anden
Hvis du går og tænker meget på det med dine brysters størrelse, kan du måske tale med din mor om det? Du kan f.eks. fortælle hende, at du har tænkt på, om dine bryster mon vil vokse mere og spurgt os, og så vise hende denne mail.
Du kan også spørge hende, om hun kan huske, hvordan hun så ud som 13-årig og som 15-årig. Måske voksede hendes bryster også først senere? Piger ligner ofte deres mødre på de punkter, der har med puberteten at gøre.
Jeg håber for dig, at du og din mor kan få en god snak. Og så vil jeg ønske for dig, at du med tiden vænner dig til din krop og bliver glad for den!
Hvis du ikke finder det, du har brug for, må du endelig skrive igen.
Venlig hilsen
Ida Secher Rom