Kan smerter ved orgasme skyldes PCOS eller spiral?

Vis spørgsmål

Hej.

Da jeg for to måneder siden var hos gynækolog og fik en spiral sat op, fik jeg at vide, at jeg har PCOS og meget følsomme æggestokke.

Jeg har døjet en del med smerter i mine æggestokke, når jeg har fået en orgasme; kan det have noget med spiralen at gøre? Eller måske PCOS?

Jeg synes ikke, at jeg kan finde et svar nogle steder.

Hilsen C, 25 år

SVAR:

Kære C

Tusind tak for dit spørgsmål. Det lyder meget generende med smerter i forbindelse med orgasme.

Spørg din gynækolog

Først vil jeg mene, at du skal få undersøgt, om spiralen kan være årsagen. Jeg synes, du skal opsøge den gynækolog, der satte spiralen op.

Jeg kan ikke give dig det svar, du søger, for det kræver en gynækologisk undersøgelse og måske en ultralydsscanning, før man kan komme med en præcis forklaring. Hvis ikke du har lyst til at opsøge gynækologen, kan du opsøge din egen læge for en undersøgelse.

Der er flere mulige årsager til dine smerter, men så skal man kende smertekarakteren, hvornår de præcis opstår osv.

Jeg håber, du har mod på at opsøge læge, så du kan få løst dit problem.

Med venlig hilsen
Lisbet Gonge Due

Annoncer