Hej L
Dejligt, at du bruger AdamogEva.dk til at stille spørgsmål, når du er i tvivl om noget.
Almindelig bivirkning
Det er en ret almindelig bivirkning til hormonspiral at opleve pletblødninger. Mange oplever det særligt de første måneder, efter spiralen er blevet lagt op. Du beskriver dog, at det først er kommet efter et års tid og er et tilbagevendende problem.
Sådan virker den
Hormonspiraler virker ved at frigive hormon i livmoderen, som bl.a. påvirker livmoderslimhinden, så den bliver tyndere. Det er også derfor, at mange oplever mindre og færre menstruationer, når de bruger hormonspiral. Når slimhinden bliver mindre, kan blodkarrene også blive påvirket, så de bliver mere skrøbelige og nemmere bløder, og man derved kan opleve pletblødninger. Det er ufarligt, men kan selvfølgelig være irriterende.
Mange faktorer
Jeg kan dog ikke sige, om det er det, du oplever. Generelt bliver menstruationsblødningerne påvirket af hormonniveauerne, både fra hormonspiralen og de hormoner, som din krop selv laver, så der kan være mange faktorer, der spiller ind.
Tal med din læge
Der er ikke rigtigt noget, du selv kan gøre for at påvirke blødningerne. Men hvis du er frustreret over det, kunne det måske være en god ide at snakke med din læge om det. Særligt hvis du oplever andre gener eller har ondt i underlivet, vil jeg opfordre dig til at søge læge. Din læge vil også ofte kunne tjekke, at spiralen ligger som den skal.
Jeg håber, du kunne bruge svaret. Du kan evt. læse mere om emnet i et svar til en anden: Er det normalt med brunt udflåd, når man har spiral?
Se også vores artikel om prævention.
Alt godt og venlig hilsen
Signe