Min sluthøjde som pige - hvor høj bliver jeg?

"Hvor høj bliver jeg?" Det er et spørgsmål, der fylder hos mange unge piger, hvor høj man vil ende ud med at blive. Disse tanker kan særligt fylde, hvis man er en af de højeste eller laveste i
klassen eller hvis man har meget høje eller lave forældre. Der findes lidt forskellige
metoder til at give et bud på en sluthøjde, og her i artiklen vil du få svar på et par af dem. 

BEREGNING AF SLUTHØJDE.

Èn af metoderne er at beregne en forventet sluthøjde ud fra dine forældres højde.
Formlen for både drenge og piger kan du finde i linket her, hvor du kan indtaste dine
forældres højde og beregne et bud på din sluthøjde HER.
Til denne metode tillægges altid en usikkerhed på +/- 8,5 cm. Selvom der er tillagt en
usikkerhed, er det vigtig at understrege at metoden ikke altid har ret.


SLUTHØJDE UD FRA VÆKSTKURVE.

En anden metode til at få en idé om din sluthøjde er at kigge på din vækstkurve.
Dette er et redskab din læge og sundhedsplejerske benytter for at kunne følge med i
om du vokser meget hurtigere eller langsommere end forventet. Vækstkurven er
beregnet til at følge dig over flere år, hvor man så vil kunne følge om din højdevækst
følger sin egen kurve. Vækstkurven kan også benyttes til at få en idé om, hvor din
højde i forhold til gennemsnittet for din alder ligger og hvor høj du kan forvente at
blive. Du har selv mulighed for at se vækstkurver for piger på linket HER

Du aflæser vækstkurver ved at se på din nuværende alder og højde. Herved får du
en idé om, hvilken linje/kurve du ligger på. Herefter følger du linjen/kurven op til 17 til
20 årsalderen, hvor du kan aflæse din sluthøjde. Igen er det vigtig at vide at denne
metode er usikker, og ikke et nøjagtigt svar på hvor din højde ender.


HVOR MEGET VOKSER MAN EFTER 1. MENSTRUATION? 

Hos de fleste piger starter puberteten mellem 10-13 års alderen, ved at brysterne
stille og rolig begynder at vokse, der begynder at komme hårvækst under armene og
på kønsorganerne, der kan komme bumser og øget svedtendens. Det er hos de fleste
piger også tidligt i puberteten, at man kan opleve en vækstspurt, hvor man kan
vokse op mod 9 cm i højden per år. Cirka 18-24 måneder efter de første
pubertetstegn kommer den første menstruation. Herefter aftager væksthastighed
gradvis til du når din sluthøjde omkring 15-17 års alderen. Hvis du oplever at din
menstruation kommer tidligt, vil du som oftest tidligere opnå din sluthøjde og modsat
hvis din menstruation kommer lidt sent vil det kunne tyde på, at det først er lidt
senere du er fuldt udvokset.

 

DET ER ALMINDELIGT, AT TANKERNE OM SLUTHØJDE FYLDER. 

Tankerne om ens højde kan fylde utroligt meget og det er en meget almindelig tanke. Der kan
være mange bagvedliggende tanker, om højden bliver et problem i forhold til en
kommende kæreste, at man altid er den der skiller ud på klassebilleder, udfordringer med at
finde tøj med den rigtige pasform, der ikke stumper eller er alt for stort samt sko i den rigtige størrelse.

 

GODT AT FÅ TALT OM DINE BEKYMRINGER MED NOGLE.

Hvis nogle af disse tanker/bekymringer fylder hos dig, kan det måske være en lettelse at få snakket om disse. Det kunne eventuelt være med dine forældre, som måske har stået med nogle
af de samme tanker eller bekymringer, da de var teenagere, og derfor kan sætte sig
ind i dine bekymringer. Alternativt kunne du måske snakke med en god veninde,
en lærer eller en anden som du er fortrolig med. Desuden skal du også vide at du har
muligheden for at tage snakken om bekymringen for din højde med
sundhedsplejersken på din skole eller din egen læge, der vil have mulighed for at
undersøge dig og beroligede dig.

Annoncer