Glemte at tage to p-piller omkring ægløsning – er jeg gravid?

Vis spørgsmål

Hej

Jeg har brugt p-piller i flere år, og det er første gang, jeg ikke fik den normale menstruation. Jeg skulle ellers have haft menstruation i lørdags. Fik det aldrig, men istedet fik jeg brunlig pletblødning, Meget småt i mandags. Havde ikke brug for bind, fordi det var så lidt.

Og jeg har glemt at tage p-piller to dage i træk omkring ægløsning. Har taget graviditetstest imorges, men den er negativ. Håber I kan svare.

Hilsen anonym kvinde på 22 år

SVAR:

Kære anonyme kvinde

Tak for dit spørgsmål. 

Måske har du allerede søgt svar på dit spørgsmål et andet sted, for det er et stort spørgsmål at gå rundt med.

Graviditet er en mulighed

Som du selv er inde på, er der nogle ting, der taler for, at du kan være gravid. Du har glemt at tage dine p-piller i dagene omkring din ægløsning og har – går jeg ud fra – haft samleje i den periode. Når man glemmer at tage sine p-piller blot en enkelt dag, nedsættes beskyttelsen. Nu har du så i stedet for den vanlige menstruationsblødning haft en lille brunlig pletblødning. Mange gravide oplever, at de kan få den slags pletblødninger på tidspunktet for den første udeblevne menstruation, men der kan også være andre grunde til, at menstruationen udebliver. Kost, stress og hormonelle ubalancer kan have indvirkning på din cyklus.

Graviditetstest

Du har har taget en negativ graviditetstest. Det er efterhånden nogle dage siden nu, så måske har du allerede gentaget den og er enten blevet bekræftet i det negative svar, eller måske var den første test en anelse for tidligt til, at en eventuel graviditet kunne påvises, og du har nu fået et positivt svar.

Hvis du ikke allerede har taget en ny test, vil jeg anbefale dig at gøre det. Du kan også søge egen læge og bede om at få foretaget en blodprøve, der kan give dig et svar. Bliver din graviditetstest ved med at være negativ, og bliver din menstruation ved med at udeblive gennem flere måneder, vil jeg under alle omstændigheder anbefale dig at søge læge, så du kan få klarhed omkring årsagen.

Jeg ønsker dig alt godt, og jeg håber, hvis du skulle være gravid, at du må kunne glæde dig over det lille liv, der spirer i dig. Også selvom det måske ikke lige var de planer, du havde lagt. Jeg kan anbefale dig at læse nogle af de artikler, vi har om emnet:
Info om p-piller 
Menstruationen udebliver – mulige årsager
Uønsket gravid – hvad gør du?

Kærlig hilsen
Johanne

Annoncer