Utro dagen inden menstruation – kan han være far til mit barn?

Vis spørgsmål

Kære brevkasse 

Please hjælp mig! Jeg aner ikke hvad jeg skal stille op :-(

Jeg havde sex med en anden end min kæreste dagen inden min menustration. Jeg har nu fået en positiv graviditetstest. Min kæreste er ovenud lykkelig.

Men indeni er jeg i mit livs største konflikt – hvad skal jeg gøre? Kan den anden mand være faren, eller bliver jeg “reddet” af, at det var dagen inden min menustration?

Skal jeg fortælle min kæreste det og risikere at knuse hans verden og potentielt miste min kæreste gennem fire år?

Jeg beder til, at I vil hjælpe. På forhånd tak.

Kvinde, 21 år

SVAR:

Kære kvinde

Mange tak for dit spørgsmål. Det er lidt af et dilemma, du er havnet i, og jeg vil forsøge at hjælpe dig så godt som muligt.

Menstruation og graviditet 

For at blive gravid skal man have samleje midt mellem menstruationerne, måske endda omkring en uge efter første dag i menstruationen. Når man er så tæt på menstruationen, som du var, da du havde sex med en anden, er sandsynligheden for, at den anden kan være faren, lig nul.

Så hvis du ellers kun har haft sex med din kæreste, er det din kæreste, der er faren og ikke den anden. Så langt så godt.

Stor omvæltning

Du spørger, om du skal fortælle ham, at du har været sammen med en anden, selvom du kan miste ham. Til det må jeg sige, at det at blive mor og far til et lille barn er en kæmpe omvæltning. Det er et stort ansvar, men også en stor gave.

Jeg synes, det er vigtigt, I begynder det her nye kapitel på den bedst mulige måde – hvilket selvfølgelig er kompliceret, når du har været din kæreste utro og har denne hemmelighed for ham. Måske har du allerede erfaret, at den dårlige samvittighed og utrygheden nager i jeres parforhold.

Ærlighed varer længst

At begynde livet som mor og far med en løgn er en rigtig dårlig start. Mit råd til dig vil derfor være, at du fortæller din kæreste om dit sidespring, selvom det kan koste jeres forhold. Ærlighed og tilgivelse er grundsten i ethvert parforhold og familieliv – også når man har fejlet.

Du har mulighed for aldrig at fortælle din kæreste om episoden med den anden fyr, men jeg er helt overbevist om, at det vil nage dig for resten af livet og ikke mindst, når du bliver mor. Det kræver noget ekstra af dig at blive mor, og tanken om episoden vil sikkert vokse sig større i dig, og du vil formentlig døje med dårlig samvittighed.

Din kærestes reaktion

Forbered dig på, at din kæreste måske får brug for noget luft, efter du har fortalt om din utroskab, og måske trækker han sig væk fra dig en tid. Men fortæl ham også helt klart, hvis det er ham, du ønsker, skal være far til dine børn.

I andre tilfælde ville jeg spørge, om du er sikker på, det er din kæreste, du vil stifte familie med, hvis du har sex med en anden. Men nu er du allerede gravid med din kæreste, så jeg vil opfordre dig til at gøre dit bedste for, at det bliver et kærlighedsbarn. Lad din kæreste kende sandheden og lad ham få mulighed for at tilgive dig og vælge dig til. Det synes jeg, du skylder både jeres barn, ham og dig selv.

Overvej også, om du i fremtiden vil have hemmeligheder for din kæreste. Jeg håber, du tænker nej og har lyst til at gøre op med det, for det gør ikke noget godt for dit parforhold.

Måske kan du hente inspiration i vores artikler:
Konflikter i parforholdet
Den nødvendige tilgivelse

Det var mit råd til dig – du vælger naturligvis selv, hvad du vil gøre. Jeg ønsker dig alt det bedste fremover med både parforholdet og jeres lille barn. Jeg håber, I finder en vej sammen i det her.

Kærlig hilsen
Lisbet Gonge Due

Annoncer