Vi vil gerne have et barn, men mine forældre støtter mig ikke

Vis spørgsmål

Hej.

Jeg og min kæreste har været sammen i halvandet år og er rigtig, rigtig glade for hinanden. Jeg er 18 år, og min kæreste er 23 år.

Jeg var gravid for et års tid siden, hvor jeg gerne ville beholde barnet, men både min mor og far var meget imod det! Og til sidst gik min kæreste over på deres side, så jeg fik en abort imod min egen vilje.

Jeg har nu været stoppet på p-piller i lidt over en måned og har taget en masse test, som har været negative, men fandt så ud af, at man først kunne se det efter en måneds tid. Men jeg har ikke fået min mens, så tror at jeg er blevet gravid.

Jeg og min kæreste vil gerne have et barn og vil gerne beholde det, hvis jeg er gravid. Men problemet er, at mine forældre fandt ud af, at jeg var stoppet med p-piller, og at vi prøvede at lave et barn. Min mor og far synes, vi er syge i hovedet og siger, at vi ikke har styr på en skid, og at de ikke vil støtte os overhovedet, mens min kærestes familie støtter os 100% og synes, vi er klar til det osv.

Vi bor lige nu hjemme hos mine forældre, men er i gang med at prøve at finde lejlighed, og mine forældre siger, at der ikke skal bo små unger i deres hus.

Men nu vil jeg gerne høre, hvad I synes, vi skal gøre med hensyn til mine forældre. Altså jeg er 18 år gammel og må selv vælge, men man bliver bare påvirket, når mine forældre siger sådan nogle ting til os.

Hjææælp, F, 18 år

SVAR:

Kære F

Tak for dit spørgsmål. Jeg kan godt forstå, at dine tanker myldrer rundt, og det kan være svært at få styr på dem. Jeg kan ikke give dig svaret på dit spørgsmål, for det er jeres beslutning, men jeg vil gerne komme med nogle input, som I kan tage med i overvejelserne.

Hvis du allerede er gravid

Min holdning er, at hvis du er gravid, så behold barnet. Det er allerede på vej og i fuld gang med sin udvikling, og så må man finde løsningen på sine udfordringer hen ad vejen. At få et barn er en fantastisk gave, og det har ikke brug for perfekte livsomstændigheder for at vokse op og blive et godt menneske. Det eneste alternativ er en abort, og du har allerede oplevet, at det ikke er noget specielt godt alternativ. Min opfordring til jer to, hvis du allerede er gravid, vil være: Hold fast ved jeres ønske om at beholde barnet. Find ud af det. Voks med opgaven. Hold sammen.

Hvis du ikke er gravid

Hvis du ikke er gravid, har I mulighed for at arbejde med nogle af udfordringerne, inden I også skal tage vare på et barn. Det vil jeg egentlig anbefale, for jo færre problemer, I skal slås med, jo bedre mulighed har I for at nyde jeres barn og hinanden.

Opbakning fra dine forældre

Den første udfordring er at få dine forældres opbakning. Du er ked af, at dine forældre ikke bakker jer op. Det kan jeg godt forstå. Det er altid ekstra hårdt og ret sårende, når ens nærmeste ikke støtter én i en svær situation. Måske havde du endda håbet, at de ville blive glade, når de var på vej til at blive bedsteforældre, og i stedet gjorde de dig ked af det.

Ud fra din beskrivelse lyder det, som om I har haft et lidt heftigt skænderi omkring det her. Der kan hurtigt blive sagt nogle ting, man ikke helt mener. Første skridt på vejen er at få snakket ordentligt sammen. Det kan være utrolig vanskeligt at få en god snak om noget, der påvirker alle parter meget. En idé kan være at skrive til hinanden, fordi man på den måde får tid til at overveje, hvad man vil sige, og har en bedre chance for at forklare sig. En anden mulighed er at få nogen med til samtalen, hvis det bliver ved med at gå i hårdknude. Et familiemedlem, en ven eller en familierådgiver/terapeut/psykolog.

Hvis de stadig ikke bakker jer op og mener, det er bedre at vente nogle år, så overvej det nøje. Lyt til deres argumenter. Spørg hvad det er, de synes, I skal have tjek på, inden I får børn. De har ikke nødvendigvis ret, og uanset hvad de mener, er det jeres beslutning, men det kan godt være, de har ret i noget af det. Forældre kender én bedre, end man helt ved og har lyst til at indrømme. Samtidig har de levet længere og har selv prøvet at få børn, så deres erfaringer kan spare jer for en del trælse situationer. Uanset hvad så vil det være meget mere overskueligt og glædeligt at blive mor og tage vare på jeres barn, hvis du har dine forældres opbakning. Alene af den grund er det måske en idé at vente lidt?

Rammer om familielivet

En anden ting, I skal have styr på, er bolig. Det er ikke dumt at have boet for sig selv et godt stykke tid, inden der kommer en baby. Det kan godt tage tid at finde en bolig, komme på plads og vænne sig til, at I to skal stå for alt det huslige: rengøring, madlavning, indkøb, vasketøj, økonomi mv. Hvis det trækker ud med bolig, så begynd med at tage mere ansvar hjemme hos dine forældre. Vis dem, at I har evnerne og viljen til at få et hjem til at fungere. Måske I endda kan lære nogle fif, der kan være guld værd, når I står alene med det.

Aborten er med i bagagen

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke, at den abort fra sidste år spøger stadigvæk. Måske hos både dig, din kæreste og dine forældre. Det er helt almindeligt – også efter aborter, hvor alle parter er enige om, at det er den bedste løsning. Det var I ikke enige om i din situation. Du følte dig presset til at få den. Du oplevede, at din kæreste valgte dine forældres side. Har I fået snakket om det? Har du tilgivet ham og dine forældre? Kan du stole på, at han bakker dig op denne gang? Har du tilgivet dig selv?

En ret almindelig reaktion efter abort er, at man hurtigt får lyst til at få et barn. Men at få et barn fjerner ikke de svære følelser efter aborten. Tværtimod tror jeg, at en ny graviditet kan gøre følelserne endnu stærkere, og det er vigtigt, at du og din kæreste forstår hinanden og kan bakke hinanden op. Hvis jeg har ret i, at aborten stadig fylder noget, vil jeg opfordre dig til at tage en snak med en rådgiver via abortlinien.dk eller Mødrehjælpen.

Parforholdet er fundamentet for barnets liv

Det eneste, jeg virkelig vil opfordre dig til, er at være sikker på kvaliteten i jeres parforhold. Når I får et barn, er det jeres fælles ansvar resten af livet. Det barn er helt afhængig af jer i de næste mange år, og selv når det bliver større, vil I være en væsentlig del af dets fundament. Er det din kæreste, du vil bruge resten af dit liv med? Er du klar til at elske ham, selvom han opfører sig egoistisk? Hvad når I har en rigtig svær periode, og du føler dig svigtet? Hvad når hverdagen drukner i praktiske opgaver, og det ikke ligefrem vrimler med positive følelser? Vil du elske ham? Vil han elske dig? Har I besluttet jer for det?

Det lover man, når man bliver gift. Det er os to uanset, hvad der kommer af medgang og modgang. Den beslutning er et fantastisk fundament for en familie, og jeg håber, at I kan love hinanden det. Under alle omstændigheder så arbejd på jeres forhold. Lad være med at tage hinanden for givet. Lær hinanden bedre at kende. Tal om forventninger og drømme. Afstem forventninger omkring forældreskab ved fx at spørge hinanden: Hvordan gjorde I i jeres familie? Hvad synes du, er vigtigt at give videre til vores barn? Øv jer i at tale om de svære ting. Og måske er det ikke nogen dum idé at blive gift?

God vind med voksenlivet

Det er en spændende tid i dit liv lige nu. Du er for alvor ved at blive voksen. Du skal finde din egen vej i livet. Nogle gange indebærer det, at man træffer valg, som andre er uenige i. Mindst lige så ofte indebærer det, at man søger råd hos andre og lytter til dem. Jeg tror, dine forældre vil dig det bedste, og jeg håber, I kan nå dertil, hvor I er på god fod og kan glæde jer sammen, når du på et tidspunkt bliver mor.

Når du gerne vil være gravid, er det en god idé at orientere dig på Sundhedsstyrelsens hjemmeside om anbefalinger for gravide. Fx anbefales det om muligt at spise folinsyre allerede tre måneder før graviditeten.

Jeg krydser fingre for jer!

Kærlig hilsen
Amalie

Annoncer