Kære kvinde
Tak for din henvendelse.
Når jeg læser om dit og din kærestes forhold gennem de seneste fem år, popper tre ord op hos mig: tilgivelse, tillid og forpligtelse.
I bor i udlandet i en lille by, og som jeg forstår dit brev, er din kæreste rigtig meget hjemmefra på grund af sit arbejde. Det indebærer lange perioder, hvor I ikke er sammen, og hvor du er alene med jeres barn. Selv om I måske begge synes, at I trives med situationen, er det ikke godt for jer og jeres forhold, at I er så meget adskilt. Og specielt ikke for dig, fordi du er langt væk fra din familie og dine venner i Danmark. Jeres barn har også brug for, at både mor og far er hos det. Derfor vil jeg opfordre jer til at overveje, om det er muligt, at din kæreste får et arbejde, hvor han er betydeligt mere hjemme hos dig og jeres barn.
Tilgivelse
Du svigtede din kæreste for tre år siden, da du fandt sammen med en anden, mens din kæreste var ude at sejle i en lang periode. Og han har svigtet dig ved at flirte med andre piger, sex-klubber og sex-hjemmesider. I har altså begge to noget på hinanden.
I kan læse mere om, hvordan man kan komme videre efter utroskab i denne artikel: Utroskab.
I den situation har I to muligheder: Den ene mulighed er, at I fortsætter som nu, hvor I slår hinanden i hovedet med de ting, som I har gjort forkert imod hinanden. Du minder din kæreste om, at han har løjet for dig, haft sin ex-kæreste til at bo hos sig og holdt det hemmeligt for dig osv. Og når din kæreste oplever sig presset af dine anklager, minder han dig om, hvor meget du svigtede ham for tre år siden, da du fandt sammen med en anden. At fortsætte på den måde vil med sikkerhed ikke føre til noget godt for jer.
Den anden mulighed er, at I tilgiver hinanden. Tilgivelse er noget fantastisk, som kan ændre et forhold, og som kan knytte jer sammen med bånd, som er gode for jer. At tilgive indebærer ikke nødvendigvis, at I glemmer de ting, som I hver især har gjort forkert mod hinanden (for vores vilje er ikke herre over vores hukommelse). Men at tilgive et andet menneske betyder, at man beslutter sig for – og lover den anden – at man aldrig mere vil bruge det forkerte som våben imod den, som har gjort det.
Det betyder, at du beslutter dig for, du aldrig vil bruge det imod ham, som din kæreste har gjort forkert mod dig. Og det indebærer, at din kæreste gør det samme. At tilgive er altså ikke at glemme, men at have vilje til ikke at bruge det forkerte som våben mod den anden. At tilgive er samtidig en proces, som kræver tid og som indebærer, at I snakker sammen om det, som er sket i jeres forhold. Det kan evt. munde ud i, at du overfor din kæreste sætter ord på det, som du vil bede ham om tilgivelse for. Og at han gør det samme. Og tilgiv så hinanden!
Samtidig med, at I siger undskyld og beder om tilgivelse, skal I love hinanden, at I begge vil stoppe med at svigte hinanden. For hvis I ikke vil det, giver det ikke mening at bede om tilgivelse. Endelig tager det tid for sår at heles – også jeres sår. Gør gode ting mod hinanden og fyld på den måde jeres forhold op med noget godt. Så vil de sår, som I har givet hinanden, efterhånden komme til at fylde mindre i jeres forhold og tanker.
Læs mere om tilgivelse her: Den nødvendige tilgivelse.
Tillid
Jeres indbyrdes tillid har lidt et knæk ved det, I har gjort imod hinanden. Og vi kan ikke bare beslutte os til at få genoprettet tilliden til et andet menneske. Tillid vokser i takt med, at det andet menneske viser sig at være vores tillid værdig. I kan genopbygge jeres tillid til hinanden, ved at I begge holder fast i jeres beslutning om at sige sandheden og om ikke at have dårlige hemmeligheder for hinanden.
Forpligtelse
Hvis I begge skal være trygge, indebærer det, at I forpligter jer i forhold til hinanden. Det betyder, at I hver især beslutter med jer selv og derefter lover den anden, at I vil satse hele butikken på jeres forhold og ikke være hinanden utro ved at flirte med andre.
Jeg ved ikke, hvad der fik dig til at være din kæreste utro, da han for tre år siden var ude at sejle i en lang periode. Jeg tror, det vil være godt for både dig selv og jeres forhold, hvis du forsøger at sætte ord på, hvorfor det skete – også over for din kæreste. Jeg ved heller ikke, hvad der får din kæreste til at gå ind på sex-hjemmesider og sexklub-hjemmesider. Måske keder han sig og har brug for noget spændende, som kan give ham et kick? Måske er det en gammel vane, som ikke er så let at få lagt på hylden? Jeg tror, det vil være godt for både ham og jeres forhold, hvis han udfordrer sig selv til at sætte ord på, hvad der får ham til klikke sig ind på hjemmesiderne.
I det hele taget er det vigtigt, at I taler sammen om de ting, I hver især har gjort, og som I er kede af. Øv jer i at tale om disse besværlige ting på en konstruktiv måde. Det vil sige, at I dels står ved det, I har gjort, og som I fortryder. Og at I taler om det uden at anklage og beskylde hinanden. Det er ikke så enkelt at gøre, men prøv det igen og igen og øv jer i det.
I kan få flere redskaber til samtalen ved at læse denne artikel: Konflikter i parforholdet.
Jeres forpligtelse på hinanden er også vigtig for jeres barn. I har ansvar for, at det får en tryg og god opvækst. Barnet har brug for jer begge, og det har brug for at mærke, at mor og far har det godt sammen.
Flemming H. Møller