Kære ”den lidt usikre”
Tak for dit brev.
Først vil jeg sige tillykke med din forelskelse. Det er godt at høre, at du har fundet dig en dejlig og kærlig kæreste.
Meget nyt at forholde sig til, når man bliver kærester
Det er helt almindeligt, at man kan få følelsen af usikkerhed, og at det hele bliver lidt akavet og pinligt, når man får en kæreste. Der er mange ting på spil, når man skal lære et nyt menneske at kende. ”Hvordan reagerer han mon på det, jeg siger?” ”Er det okay at sige fra?” ”Kan han stadig lide mig, hvis jeg siger min mening?” ”Kan jeg være mig selv sammen med ham?” osv.
Vigtigt at kunne mærke sine grænser
Du skriver, at du sagde fra over for tungekysset, da du på det tidspunkt endnu ikke var klar. Jeg synes, at det var stærkt af dig, for det siger noget om, at du kan mærke dine egne grænser. Efterfølgende blev du flov over, at du ikke sagde fra overfor din kæreste i biografen. Dertil vil jeg blot sige, at det er godt, du er i stand til at reflektere over din handling bagefter, da det vidner om, at du er nysgerrig på at blive klogere på dig selv. Umiddelbart tænker jeg, at du i biografen mærkede din grænse for, hvad der er okay for dig. Den erfaring, du har fået, er, at det er vigtigt for dig at være ærlig over for dig selv og skal sige fra i situationen.
Vær ærlig overfor dig selv og mærk efter
Hvis jeg skal give dig et godt råd, så tænker jeg, det er rigtig vigtigt, at du først og fremmest er ærlig overfor dig selv og mærker efter, hvad du kan lide og hvad du vil være med til. Hvis du ikke er det, kan du risikere, at du kommer til at såre dig selv. Det må godt tage tid at lære at være kærester og at lære hinandens grænser at kende.
Tal om jeres forventninger til hinanden
Brug tid på at tale om, hvad I hver især mener at et kæresteforhold skal indeholde. Tal med hinanden om hvor jeres grænser går og om, at det skal være okay at sige fra. Hvis I tør tale om det fra starten, har I et godt grundlag for jeres forhold. Et sundt kærlighedsforhold bygger på ærlighed, gensidig respekt og troskab.
Du skriver også, at du er bange for pinlig tavshed og sådan noget. Efterhånden som I lærer hinanden bedre at kende forsvinder denne følelse. Men hvis du synes, det er svært at få gang i snakken, så lav noget sjovt sammen fx spil et spil, gå en tur, se en film, vær nysgerrig på hinandens liv og interesser osv. I kan evt. også tale om tavsheden og hvorfor den er der.
God fornøjelse med at lære din kæreste og dig selv bedre at kende.
Kærlig hilsen
Annette Hassingboe