Ulykkeligt forelsket i min lærer – hvad gør jeg?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg er desværre alt for forelsket i min lærer. Og det er ikke bare tanken om at være forelsket, jeg er forelsket i – det er ham! Mit hjerte slår hurtigere, når jeg ser ham, og han er altid i mine tanker – også selvom jeg ihærdigt prøver at lade være.

Desværre er han ligeglad med mig, han behandler mig ligesom enhver anden, måske endda mindre godt (eller også er det bare mig, der synes det ...) Han er sindssygt lækker og virker oprigtigt sød. Tanken om, at vi måske aldrig kommer sammen, er virkelig deprimerende. Jeg har virkelig ikke lyst til at have det sådan her, men jeg kan ikke lade være.

S, 16 år

SVAR:

Hej S

Du fortæller, at du er blevet forelsket i din lærer, og at det er frygteligt deprimerende at tænke på, at det måske aldrig bliver jer to. Ja, det er nærmest uudholdeligt at have det sådan.

Forelskelse gør blind

Jeg fornemmer, du på én gang både håber rigtig meget, at det kunne blive jer, og samtidig har du langt inde en fornemmelse af, at det kan det ikke. Dette spændingsfelt er næsten umuligt at holde ud. Det er sådan, det er at være ulykkeligt forelsket. Det er utrolig svært, og man synes, det gør ondt langt ind i sjælen. Samtidig er det vigtigt at sige, at det ikke er farligt. Det er helt naturligt, og det sker for de fleste, som er på din alder, og man kan ikke dø af det. Når man gør ligesom dig, nemlig fortæller om det til nogen, så er man allerede godt på vej til at hjælpe sig selv. Når man er forelsket, er man på en måde blind. Man ser ikke verden, som den virkelig ser ud, men man ser kun det, man rigtig gerne vil se og håber på. Jeg tror, det lidt er sådan, du har det nu.

Jeg tror, det kan være godt for dig at lade en anden kigge på det, ligesom du gør nu, så du har en andens øjne at se med for en stund. Jeg vil prøve at være dine øjne og fortælle dig, hvad jeg ser.

Der er to udveje

Du skriver, at du virkelig ikke har lyst til at have det sådan. Der er to måder, du kan slippe ud af dette spændingsfelt:
1. Hvis I for alvor blev kærester
2. Hvis du for alvor opgiver, at I nogensinde kan blive kærester

Der er mange grunde til, det ikke er sandsynligt, at det bliver jer. Du kender sikkert selv en masse grunde, og jeg vil også give dig nogle af mine bud. Da der er mange grunde til, at I nok ikke bliver kærester, vil jeg råde dig til at gå efter løsning 2. Ikke fordi den er nem, men fordi det er den eneste vej, der er.

Jeg tror ikke, det bliver jer, fordi:

  • Han er sandsynligvis meget ældre end dig og tænker slet ikke på at blive kæreste med en teenager
  • Han har sikkert et godt og trygt job, som han sandsynligvis ville blive fyret fra, hvis han blev kæreste med dig
  • Måske har han allerede en kæreste eller en kone, som han er rigtig glad for 

Du må opgive håbet for at blive fri

Hvis du gerne vil slippe ud af den frygtelige følelse, du har lige nu, må du slippe ham. Du må opgive, at det bliver ham. Det er det bedste, du kan gøre for dig selv.
Hvordan kan du så det? Som jeg skrev tidligere, er det ikke nemt. Det starter med, at du tager en beslutning om, at du vil. Du skal beslutte, at du vil begynde at slippe ham. Det næste du kan gøre er, at du laver to lister på et stykke papir med overskrifterne: “Derfor bliver det aldrig os” og “Dette gjorde jeg for at holde liv i mit håb”.

Under den første overskrift lister du alle de argumenter, du kan komme i tanker om, for at det ikke bliver jer. Du kan lægge listen et sted på dit værelse, hvor du kan tage den frem og tilføje nogle argumenter, når du kommer i tanker om dem.
Hver aften skal du tage listen frem og læse alle argumenterne igennem, så du bliver mindet om dem. Når du kommer til at tænke på ham, skal du prøve at huske argumenterne og gentage dem for dig selv, så du minder dig selv om, hvorfor det ikke går.

Under den anden overskrift skriver du, hvilke ting du har gjort for at holde liv i din drøm. Var der nogle særlige steder, du gik hen for at få et glimt af ham på bestemte tidspunkter? Var der noget, du særligt gjorde overfor ham i klassen, og som du ikke gjorde overfor de andre mandlige lærere?

Skriv alt det ned, du kan komme i tanker om. Den liste skal minde dig om alle de ting, du tidligere gjorde, og som du nu skal holde op med. Hver gang du kommer i tanke om noget, som hører hjemme på listen, så skriv det på. Tag også den liste frem hver aften og mind dig selv om, hvad det er, du ikke mere skal gøre.

Det er rigtig svært og det er ikke farligt

Hvis du følger disse råd, vil din forelskelse langsomt klinge af, og du vil slippe fri af de følelser, du har for ham. Hvis du ikke følger rådene, vil det sandsynligvis også ske. Du vil helt sikkert på et tidspunkt komme frem til, at det ikke bliver jer. Der går måske bare lidt længere tid, end hvis du aktivt forsøger at slippe ud af det. Det er med andre ord dig selv, der bestemmer, om det skal tage lang tid, eller det skal gå lidt hurtigere.
Og du har helt ret: Det er svært, og det kræver, at du beslutter dig. Men det er ikke farligt – kun svært …

Der er mange, som har måttet kæmpe en sådan kamp. Du kan læse et eksempel her:
17 år og forelsket i min venindes bror på 14 – hvad gør vi?

Du kan selv finde flere ved at søge på ulykkelig forelskelse.

Jeg vil ønske for dig, at du må tage en beslutning om at gøre noget ved din situation, så du igen kan blive glad og begynde at kigge efter nogle fyre, som er mere realistiske og passende for dig.

De bedste hilsner fra
Benny

Annoncer