Hej Jonas
Lad tiden gå
Ja, du skal lade tiden gå. I jeres alder er det ret sjældent, at man allerede finder den, man kan leve sammen med resten af livet. Rigtig mange af de forhold, man har som 14-årig, er midlertidige. Det er helt naturligt. Og det er også helt naturligt at være i tvivl og have opture og nedture. For det er alt sammen noget, hvor man prøver sig frem.
Så hvordan ved man, om netop dette forhold kan blive til noget varigt? Man lader tiden gå og ser, om det holder!
På en god måde
Du skal lade tiden gå. Men du skal lade den gå på en god måde. Det vil sige flere ting:
- I skal passe på ikke at komme for tæt på hinanden for tidligt. Da I kun er ”par på prøve”, skal I fx ikke begynde at have sex sammen eller på andre måder dele meget intime ting med hinanden. Tænk hele tiden på: ”Hvordan vil jeg have det med at have delt det her, hvis vi nu slår op og jeg får en anden kæreste og skal fortælle min nye kæreste, hvad vi har delt sammen?”.
- I skal prøve at gå på opdagelse hos hinanden. Prøv at finde ud af hvad hinanden tænker og mener og føler omkring mange ting. Prøv at lave nogle forskellige ting sammen – både praktiske ting og sjove og skøre ting. Se, hvordan I passer sammen i alle den slags ting, som et liv sammen består af.
- I skal være ærlige overfor hinanden og ikke love hinanden ”evig kærlighed” eller den slags.
Krav
Og nu er det ikke for at være fræk eller den slags, men det provokerer mig altid, når folk taler om ”krav” de stiller til deres kommende ægtefælle. Jeg ved godt, at mange siger det på den måde – men jeg håber ikke, man mener det :-). Hvis man mente ”krav”, så ville man vel tænke sådan her:
”Et parforhold er noget jeg vil gå ind i, fordi jeg vil have nogle behov opfyldt. Så jeg har nogle krav, jeg stiller til min kommende ægtefælle, fordi jeg skal have opfyldt mine behov.” Og så spørger jeg: ”Er parforhold ikke noget med kærlighed? Noget med at elske den anden og ville gøre alt for at den anden (ikke jeg selv) får det så godt som muligt?”. Selvfølgelig bliver det også det bedste liv for mig selv. Men der er en verden til forskel på at gå ind i et parforhold, fordi jeg skal have det godt og at gå ind i et parforhold, fordi jeg er vild med den anden og ønsker at gøre alt muligt godt for hende.
Og når man så ser på de par, der virkelig har holdt sammen i mange år og gjort hinanden lykkelige – de kan tit fortælle om, at de havde en masse forestillinger om, hvordan deres kommende kæreste skulle være. Og så pludselig mødte de en, der var meget bedre end det, de havde forestillet sig! Og så var der nogle af de ting, de havde forestillet sig, som kæresten ikke havde – men det viste sig også at være helt unødvendigt.
Forventninger
Nu håber jeg ikke, at du i denne forstand stiller ”krav” til din kommende ægtefælle. Men du kan jo godt have nogle forestillinger om og forventninger til, at din kæreste skal være sådan eller sådan – fx mht udseende. Det er ganske naturligt at have sådan nogle forventninger. Og ofte begynder man jo med at se den anden – altså den andens udseende.
Men: al erfaring viser, at når den rigtige kommer, så finder du ud af, at det er helt andre ting, der er vigtige. Så hvis det med hendes udseende er et problem for dig, så er det fordi, du ikke er forelsket nok. Og det er da ret vigtigt at lægge mærke til. Det gør det nok endnu mere tydeligt, at du bare skal lade tiden gå og ikke fremskynde noget, der måske slet ikke er noget at bygge på.
Vh Sprint