Hej E
Du spørger efter tips og tricks til hygiejne og intimbarbering med det formål at gøre penis mere appetitlig.
Hygiejne
Fra du kommer i puberteten, er der et større behov for at vaske dig. Du sveder og lugter mere. Specielt under armene og i skridtet er der mange svedkirtler, og her er det vigtigt at holde sig ren. I skridtet kan man sagtens bruge sæbe, men man skal være opmærksom på, at huden godt kan være lidt sart. Det kan derfor være en god ide med en intimsæbe eller en mild sæbe. Der findes masser af gode og billige produkter. Det behøver slet ikke være en dyr én.
Det er vigtigt at få skyllet under forhuden, fordi der kan samle sig skidt. Desuden kommer der et hvidt, grynet lag, som kaldes smegma (“nakkeost”). Smegma er et naturligt beskyttende og smørende lag på glansen af penis. Hvis det får lov at sidde mange dage, kan det give uønsket lugt pga. skidt og snavs. Omvendt kan det give irritation af glansen, hvis man fjerner det for ofte eller for voldsomt. Man skal derfor ikke bruge sæbe til at vaske under forhuden. Bare træk forhuden tilbage (det er ligegyldigt, om penis er stiv eller slap) og smegma kan skylles og gnubbes af i bruseren.
Intimbarbering
Ca. halvdelen af voksne mænd laver en eller anden form for intimbarbering. Nogle foretrækker det naturligt, andre foretrækker det fuldstændig glatbarberet (eller en mellemting). Der er argumenter for begge dele:
- Ingen barbering: Mindre vedligehold, naturligt og “maskulint” udseende, bedre for huden(?)
- Barbering: Nemmere at holde rent, penis kan synes større, undgå hår (fx ifm. oralsex)
I virkeligheden handler det om præference for mændene – men også for kvinderne. Mange mænd vælger at have det, som deres partner synes bedst om.
Sådan intimbarberer man sig
Der er mange måder – også afhængigt af, hvor glat man vil have det. Nogle bruger skraber, nogle bruger trimmer.
Skraberen giver større risiko for hudgener. Til gengæld kan det blive en tættere/mere glat barbering. Hvis man vælger skraberen, skal man huske et bruge et nyt blad, da kønshårene kan være lidt kraftigere. Desuden skal hårene ikke være for lange. Hvis de er det, må man trimme dem først (trimmer eller saks). Undgå at barbere for mange gange det samme sted for at undgå hudirritation, og sørg for at strække huden ud, så du undgår folder og dermed sår. Undgå at barbere mod hårretningen. Det kræver lidt øvelse.
Trimmeren giver en mindre tæt barbering. Man kan kombinere med barbermaskine (eller intimtrimmere) for et tættere/glattere resultat, men husk at rengøre trimmerne før og efter brug. Priser på trimmere varierer meget. Sørg også her for at strække huden ud, så du undgår folder og derved sår.
Efter barberingen er det vigtigt at vaske området godt. En intimsæbe eller en mild sæbe er fint.
Appetitlighed
Kvinder har som allerede nævnt forskellige præferencer til en mands udseende – også i intimområdet. Men de fleste kvinder foretrækker frem for alt en mand, der hviler i sig selv. Om du er intimbarberet eller ej er lige meget – bare du er glad for det, du har. Nogle kvinder er lige glade andre foretrækker det ene eller det andet. Spørg din partner, hvad hun foretrækker! Når det er sagt, så tror jeg, langt de fleste kvinder foretrækker en ren mand. Det gælder både ved almindeligt samleje og ved oralsex. Nogle vil have en nyvasket mand, andre vil bare have en mand, der har været i bad inden for de sidste 24-48 timer. Spørg dig selv, hvad du foretrækker, og spørg din partner, hvad hun foretrækker.
Konklusion
Hygiejne: Vask i skridtet jævnligt med mild sæbe. Brug ikke sæbe under forhuden. Træk blot forhuden tilbage og vask med vand under bruseren.
Intimbarbering: Der er forskellige metoder. Skraberen er lidt sværere at bruge, men giver et glattere resultat. Trimmeren er nemmere, men giver et ikke helt så tæt resultat. Det afhænger af præferencer.
Appetitlighed: Det vigtigste er, at du er tilfreds med dit udseende. Dernæst foretrækker de fleste kvinder, du har været i bad 0-48 timer før sex.
Jeg håber, det var svar på de spørgsmål, du havde. Hvis det ikke var grundigt nok; hvis jeg ikke har svaret på det, du spørger om, eller der er kommet nye spørgsmål til, så er du velkommen til at skrive igen.
Mvh Jonas Mejlgaard