Hej
Hvor er det godt, du tager hånd om dig selv og dit helbred ved at søge hjælp. Jeg er særligt glad for, at du har søgt lægehjælp med et problem, som nogle synes er lidt pinligt.
Lugt fra penis kan skyldes flere ting:
Svamp
Som din læge har tænkt, kan svamp godt give mislugt fra penis. Hvis man mistænker det, så er Brentacort (eller måske bedre Brentan Creme) det rigtige valg. Man skal blive ved at smøre indtil 10 dage efter, symptomerne er forsvundet – ellers er der risiko for, at det kommer igen. Man må dog højst smøre sig i seks uger.
Nakkeost
I forhuden og på glans sidder der mange fedtkirtler, som smører den lidt sarte hud på glans. Når fedtet bliver blandet op med døde hudceller, sædrester og urin, kan det samle sig som en ildelugtende hvid smøre-ostelignende masse under forhuden. Det bedste man kan gøre er at sørge for hyppig vask med rent vand eller evt. med intimsæbe, da almindelig sæbe kan være hårdt for huden og forstyrre balancen i huden. Især hvis du har haft sædafgang, er det fornuftigt at vaske sig og evt. tisse, så urinrøret skylles rent.
Når det er sagt, er det også ret almindeligt at have en vis lugt fra skridtet sidst på dagen. Når man sveder, vil hudbakterier trives og danne nogle lugtstoffer – bare tænk på dine tæer/sokker eller sportstøjet, der har ligget lidt.
Husk også at tørre dig med papir, når du har tisset, så der ikke drypper lidt urin ud i underbukserne – det er ikke nok bare at ryste penis.
Hvis ingen af mine råd hjælper, vil jeg klart anbefale dig at bestille ny tid hos lægen. Det er meget nemmere at rådgive, når man kan se, hvordan penis ser ud og stille dig spørgsmål om, hvad du allerede har prøvet.
Mvh Morten