Slet ikke lyst til at leve efter at have været utro - hvad gør jeg?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg er en pige på 16 år, jeg har haft problemer i mange år med at gå i skole. Jeg skader mig selv og har angst. 

Jeg var en gang kærester med en dreng, men en dag stoppede han med at skrive til mig, fordi jeg skrev med en anden. Nogle måneder efter fik jeg en ny kæreste, vi har nu været sammen i over et år.

For nogle dage side skrev jeg til min ex, om vi kunne tale om det og det ville han rigtigt gerne. Vi talte også om, hvordan det gik, han har en kæreste og jeg har en. Jeg tog over til ham, og han sagde, at han aldrig havde glemt mig, og at vi havde et specielt bånd.

Jeg ved ikke, hvad der skete for mig og for ham, vi gik over grænsen, vi kyssede og havde sex, og det var på ingen måde meningen. Jeg er så ked af det lige nu, jeg kan næsten ikke være i mig selv. Jeg ville jo bare være venner med ham, og så kan jeg spørge mig selv, hvorfor jeg ikke stoppede det, men det er svært at forklare. Jeg har det virkeligt dårligt lige nu, og har faktisk ikke lyst til at være her mere, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, hvad synes du?

L, 16 år

SVAR:

Kære L

Mange tak fordi du viser adamogeva.dk den store tillid, at du deler din smerte med os. Det lyder til, du har det rigtig svært lige nu.

Det er vigtigt, at du får hjælp

Hvis jeg tager fat i den første linje, du skriver til os: ”Jeg skader mig selv og har angst.” Så må jeg spørge dig. Er der nogen, der ved det? Ved dine forældre det, dine lærere, din læge? Det er vigtigt, at du får hjælp til dette. Det kan vi ikke bare klare over mail via brevkassen. Hvis ikke du allerede er i gang med at tale med din læge om det og eventuelt får hjælp der, så skal du hurtigt i gang.

De følelser, du har indeni, ”som om du næsten ikke kan være i dig selv”, de skal ud. Du har nogle gange valgt at skade dig selv for at få følelserne ud. Der er også andre måder, som ikke er så skadende for dig.

Du skal have følelserne ud. Det kan gøres gennem samtaler hos lægen eller en terapeut. Du skal ikke sidde med det alene.

Din ekskæreste

I forhold til det, der er sket med din ekskæreste, har du to muligheder.

  • Du kan vælge at holde det for dig selv. Det vil komme til at betyde, at du har endnu mere inde i dig selv, som har brug for at eksplodere ud. Du får måske mere behov for at skade dig selv, fordi du ikke fortjener bedre. Din kæreste får ikke noget at vide, men det kunne komme til at koste dig livet.
  • Den anden mulighed er, at du fortæller det til din kæreste. Du får det ud af kroppen, og du kan forhåbentlig med tiden tilgive dig selv. Det kan godt komme til at koste jeres forhold, hvis din kæreste ikke kan tilgive dig for utroskaben, men det er den pris, det kan koste at udsætte forholdet for dette.

Der er ikke udelukkende noget positivt ved de to muligheder, så du må træffe det valg, der er bedst for dig. Hvad kan du overleve og leve med?

Hvad kan utroskaben fortælle dig om dine behov?

Du har givetvis haft brug for den dybe tillidsfulde samtale, knus, kram og nærhed. Har du ikke den fortrolighed med din nuværende kæreste? Jeg kan godt forstå, at det var svært at holde igen, når du med din ekskæreste oplevede noget trygt og rart. Det har bare givet noget oprydningsarbejde nu, og det vil også komme til at give nogle skrammer her bagefter. Husk I var to om det. Du skal ikke bære skammen alene.

Der er noget, der må gøres op med

Du skal have talt med din kæreste (hvis du vælger det). Du skal måske også have talt med din ekskæreste, så I to kan få afklaret, om dette var et uheld eller hvad? Det er i hvert fald en god ting, at I to får talt ud om, hvad I tænker, om det der skete, hvad det har betydet for jer, hvilke udfordringer det stiller jer i.

Umenneskeligt at gå alene - du må tale med nogen

Du skal have talt med din læge (og evt. hvis du på nogen måde har tillid til dem – dine forældre) om det med angst og selvskadende adfærd.

Jeg håber, du finder nogle mennesker omkring dig, som du kan stole på, og som du kan tale jævnligt med, så du ikke går alene.

Du kan læse mere om angst og selvskadende adfærd her på siden.

Skærer i mig selv - hvad kan jeg gøre i stedet?

Kærlig hilsen
Anja

Annoncer