Kæreste truer med selvmord – hvad gør jeg?

Vis spørgsmål

Hej "Adam og Eva". Jeg har aldrig brugt en brevkasse før, men lige nu står jeg virkelig i et stort dilemma ang. min kæreste.

I får lige en bid af min kærestes liv: Hun er 14 (15 om en måned). Da hun var 3, forlod hendes far hende. Hendes mor fandt en ny mand, som bl.a. lider af ADHD.

Jeg har også været knap så smart at drikke mig lidt for fuld.. Også skete der ting, som ikke skulle ske.. Nu er det ikke det, det skal handle om.

Mig og min kæreste har været sammen i over 8 måneder (udover en pause på 4 dage). Vil skyde på vi havde været sammen i 4 måneder, da der kom en besked - noget stil med "Jeg har lyst til at sluge det glas piller.." Der gik jeg virkelig i baglås.. Vi snakkede en hel del om det, men vi kom ud af det.. Jeg tænkte, det nok bare lige var en engangsforestilling. En aften skrev hun noget i samme stil ... Det resulterede i, at jeg 5 minutter efter stod ovre ved hende.. Vi puttede lidt under dynen, og sagde godnat til hinanden ved 3 tiden, på en hverdag.. Samtidig var jeg godt tilfreds, da jeg havde fået hende til at love, hun ikke vil gøre det så længe, vi er sammen.. Den nat sov jeg trygt..

Alle de idéer har hun fået, fordi at hun synes, hende forældre kræver for meget af hende, med at hjælpe til i hjemmet osv.. Nok kan de være lidt strenge. Hendes stedfar har oven i købet givet hende en lussing, og truet med flere. De er strenge.. Det vil jeg godt gi hende ret i..

Hun havde en rigtig go veninde. Det venskab ødelagde hun.. De havde virkelig været gode veninder.. De havde nok været "sammen" i 5 år.. Uden et eneste skænderi.. Men det ødelagde hun som sagt... De er blevet lidt bedre venner, men stadig ikke som før.. Overhovedet..

Her i dag skrev hun igen en lille besked.. "Jeg gider ikke mere.. Jeg er intet værd.. Kun til besvær.. Det er ikke det værd.. Farvel." Jeg sidder i et feriecenter, så havde ingen mulighed for at komme hjem til hende.. Hun sagde, hun kun var til besvær for hendes forældre og hendes bror på 4, hadede ham åbenbart, og jeg sked åbenbart også på hende.. Det har nok noget at gøre med, jeg sidder i det her feriecenter, og er meget ude og spille badminton, badeland osv. Bare smutter fra hende generelt..

I dag var det helt galt.. Jeg tror aldrig, hun har været tættere på.. Hun har siddet med et glas piller, og en køkkenkniv i hånden.. Det har hun heldigvis lagt væk nu.. Jeg spurgte hende på en skala fra 1-10, om hvor tæt hun var på at ende hendes liv.. Hun sagde hun var på 8-9..

Jeg har haft utrolig meget lyst til at kontakte hendes forældre, og hendes x-bedsteveninde, men har samtidig før lovet hende, jeg aldrig vil gøre det.. Hun har sagt, vi er færdige, hvis jeg gør det.. Men samtidig tror jeg bare selv, det vil hjælpe hende psykisk og tale med hendes forældre..

Mit dilemma består af to ting..

Skal jeg skrive til hendes mor/x-bedsteveninde eller lade være.. Jeg synes, jeg har gjort og er virkelig i tvivl..

Ja.. Undskyld det er ret usammenhængende, og noget sikkert lidt irrelevant, men er virkelig træt. Har slet ikke godt af alt den motion :-)

dreng, 15 år

SVAR:

Kære 15-årige dreng

Mange tak for dit brev. Jeg synes, det er godt, at du skriver og fortæller om hvilket dilemma, du befinder dig i i forhold til din kæreste, og de problemer hun har. Og jeg kan godt forstå, hvis du føler dig i vildrede med, hvem du skal dele det med. Men det er godt, at du har henvendt dig til AdamogEva.dk, og jeg håber også, at følgende svar kan hjælpe dig på vej.

Din kæreste har brug for hjælp

For det første må jeg sige, at det lyder til, at din kæreste har alvorlige psykiske problemer, når hun kan finde på at ringe til dig og true med at ville tage sit eget liv. Det kan godt være, at hun ikke vil have, at du fortæller nogen om hendes tanker, men det bliver du nødt til, for du kan og skal ikke stå med det ansvar alene. Du må sige til hende, at hendes problemer er alt for alvorlige til, at du kan rumme dem alene.

Et råb om hjælp

Når nogen truer med at tage deres eget liv, er det som oftest et råb om hjælp. Din kæreste har derfor brug for, at der er nogle voksne, der hjælper hende. Det vil derfor være en god ide, at hun tager kontakt til sin læge og beder om en samtale. Hvis det i første omgang er for svært for hende, kan hun måske snakke med sin mor om det, eller med en lærer eller en anden voksen, som hun har tillid til, så hun hurtigst muligt kan få den hjælp, hun har brug for. Du kan evt. foreslå hende, at I sammen fortæller hendes mor eller en anden voksen, hvad der er galt.

Du skal ikke stå alene med ansvaret

I forhold til om du skal fortælle hendes mor, hvad der foregår, synes jeg, at du skal sige til din kæreste, at det vil du gøre, hvis ikke hun selv gør noget ved problemet.

Hvis hun truer dig med at gøre jeres forhold forbi, kan du overveje følgende: Kan du holde til at være i forholdet, hvis hun ikke vil passe på sig selv og gå til lægen og få den hjælp, hun har brug for?

Sagt med andre ord, uanset om hun truer dig eller ej, skal hun have hjælp, og du hverken skal eller kan stå alene med hendes problemer og tanker om selvmord.

Jeg håber, det lykkes dig at overtale hende til at opsøge hjælp.

Du er meget velkommen til at skrive igen, hvis du har brug for hjælp.

Kærlig hilsen

Annette Hassingboe

Annoncer