Skilt og ny kæreste - hvad gør jeg, når sex udenfor ægteskabet er forkert?

Vis spørgsmål

Jeg ved, det er forkert at gifte sig og så lade sig skille. Men den situation står jeg i lige nu og har fundet en ny kæreste.

Men det er jo forkert at have sex uden for ægteskabet, så hvad gør jeg? Jeg kan jo heller ikke lade mig gifte igen. Det er jo forkert i Guds øjne?

27 år

SVAR:

Det gør indtryk at læse din kortfattede henvendelse.

Svært dillemma

Den situation, du står i, er besværlig på flere måder: Dit ægteskab er i krise – eller også er du blevet separeret/skilt, du har fundet en ny kæreste, og du har en grundlæggende oplevelse af, at det, du står midt i, er forkert i Guds øjne. Som jeg læser dit brev, har du bestemt ikke lyst til at vende tilbage til dit ægteskab, og samtidig har du det (samvittighedsmæssigt) ikke godt med de skridt, du er ved at tage vedrørende din fremtid. Derfor er både det, som er bag dig og det, som er foran, problemfyldt for dig.

Jeg er grundlæggende enig med dig angående dine holdninger til, hvad der er rigtig og forkert i forhold til en kristen etik. Samtidig er jeg overbevist om, at de retningslinjer for vores liv, som vi finder i Bibelen, er givet til os, fordi det er godt for os mennesker at indrette vore liv efter dem.

Find en at tale med

Du spørger i din henvendelse, hvad du skal gøre. Jeg forstår på det, du skriver, at du oplever dig forpligtet på en kristen etik. På den baggrund er mit bedste forslag til, hvad du skal gøre, at du opsøger en præst eller et andet menneske, som du kender, og som du har tillid til. Sæt ham/hende ind i din situation og søg råd.

Jeg ville gerne kunne skrive noget her, som kunne hjælpe dig. Men dels kender jeg ikke ud fra de få linjer, du skriver, din situation præcis nok til at kunne rådgive dig, og dels tror jeg, at du vil kunne få bedst hjælp ved at tale med et menneske ansigt til ansigt.

Flemming H. Møller

Annoncer