Kære K
Tak for din mail med dine refleksioner om dit kæresteforhold og tak for din tillid.
Normalt at blive usikker
Først vil jeg sige, at en forlovelse og fremtidigt giftermål er en stor beslutning, som helt normalt giver ondt i maven. Kan huske, da jeg stod dit sted for nu efterhånden 22 år siden, at jeg var skrækslagen. Bange for at vælge forkert. Bange for beslutningen og meget andet. Det er helt normalt. Jeg ville være mere bekymret, hvis den slags tanker og tvivl ikke var der.
Ingen kan vide sig sikre, når de vælger – der er ingen garantier. At gå ind i ægteskabet er i høj grad et valg og en beslutning.
Vokset sammen
I har kendt hinanden, siden du var 15. Det betyder, at han har været en del af hele dit ungdomsliv, og det er ham, du har udviklet dig sammen med. Nogle gange kan et så tidligt og langvarigt kæresteforhold betyde, at man er vokset sammen og har fået holdninger, der er ens, og der måske ikke er så meget plads til alt det du er, bare i kraft af den du er.
Jeg læser intet i dit brev, der antyder, at det er sådan for jer, men jeg skriver det som et opmærksomhedspunkt, da det kan være med til at skabe følelser af uro for fremtiden, som er svære at placere.
Din egentlige bekymring
Jeg skriver det også, fordi det ikke er helt tydeligt for mig, hvad din bekymring konkret går på. Jeg tænker, at når du skriver til os, kan der måske være andet på spil end den almindelige bekymring for en fremtid sammen. Der er intet af det, du skriver, jeg ser som bekymrende – heller ikke i dit ordvalg. Derfor tænker jeg, hvad du mon virkelig er bekymret for? Hvad er det, der skaber bekymringen for fremtiden sammen?
Prøv at skrive nogle af dine bekymringstanker ned på et papir og forhold dem til dig en efter en. På den måde kan du bedre skabe et overblik over, hvad der er konkret i din bekymring.
Hvorfor vil du ham?
Jeg bider mærke i, at du bare gerne vil være sammen med ham og savner ham, når I er væk fra hinanden. Hvad er det, der gør det? Hvad er det du holder af, når I er sammen? Måske kan noget af det give dig svarene på, om du også ser ham og dig i fremtiden sammen.
For også at gøre det konkret kan du skrive ned, hvad du tænker om de spørgsmål. Det vil måske også hjælpe dig til noget afklaring, om du elsker ham og gerne vil dele resten af dit liv med ham.
Gør måske noget alene
Hvis du føler dig usikker på beslutningen, har I god tid. Måske har du brug for at gøre noget uden ham? Rejse, tage på højskole, gøre et eller andet, som du drømmer om? Hvis du vel at mærke drømmer om at gå ud på egen hånd.
At vælge den anden aktivt til er den største kærlighedsgerning, man kan gøre. Begynder I en forlovelse og et ægteskab pga. andres forventninger, får det et forkert udgangspunkt. I er nødt til at mærke efter, om der er andet, I ønsker at gøre, før I tager skridtet og bliver gift. Er der noget I hver især vil fortryde, at I ikke fik gjort alene?
Tag Gud med
I har meget tid endnu og har også tid til at tænke jer om. Hvis Gud er en del af jeres ligning, kan I sætte jer sammen og både bede og tale sammen om den frygt der er og bede Gud vise jer vej.
I min vielsesring står skrevet en lille tekst fra Bibelen: “Tretvundet snor brister ikke så let.” I min verden er det det stærkeste kort at have Gud med fra starten og lade Ham være med altid.
Måske kan du også bruge input fra nogle af vores artikler:
Skal jeg blive eller gå fra min kæreste?
Hvordan lærer du din kæreste at kende?
Jeg håber, I finder jeres vej.
Kærlig hilsen
Dorthe