Skal jeg blive eller slå op med min kæreste?

Vis spørgsmål

Jeg har en skøn kæreste, jeg har været sammen med i snart fem år. Jeg mødte ham efter (midt i) et brud med min daværende kæreste, som forlod mig som en knust og ulykkeligt storforelsket 18-årig pige.

Da jeg mødte min kæreste, var alt rart; han var sød og lige, hvad jeg havde brug for. Det blev aldrig den mest intense forelskelse, mere et dybt, hjertevarmt og kærligt forhold med plads til op- og nedture. Men med tiden har jeg mistet sexlysten, og det er blevet så grelt, at jeg oftest ikke har lyst til at kysse og røre min kæreste. Det piner også min kæreste. Det virker som det nemmeste at slå op med ham, men samtidig kan jeg ikke få mig selv til det ...

Jeg længtes efter en gnist og at se efter andre fyre, der kan røre noget i mig. Jeg har lyst til at ændre meget ved min kæreste – at han skal tabe sig osv, og samtidig synes jeg, han er dårlig til at planlægge noget som helst sammen (han lever meget i nuet og er ekstremt distræt) samtidig med, at vi ikke snakker så godt sammen. Jeg fortæller ham ikke om mit hverdagsliv, fordi jeg synes, han er dårlig til at respondere. Hvis jeg fortæller noget dårligt akut, der er sket, virker han altid rolig, og det irriterer mig også. Derfor snakker jeg meget mere med mine veninder. De ved alt, hvad der foregår i mit liv, fordi vores samtaler virker mere naturlig og rar at være i.

Jeg føler ikke, at vi har nogen forbindelse sammen. Dog er han meget bestemt med at ville flytte sammen, blive sammen og lidt hulemands-agtig med vores forhold, hvilket presser mig, fordi vi snart er i midten af 20'erne, og der er forventninger fra ham og omverdenen om, hvornår man skal begynde et voksen-forhold. Men når det er så grelt med det andet, er jeg ved at overveje at slå op med ham, men jeg er i tvivl, om jeg skal kaste alt det vi har pist væk.

Kh. den fortvivlede, 23 år

SVAR:

Kære fortvivlede

Hvad har I sammen?

Jeg kan godt forstå, hvis du er i tvivl, om jeres forhold har en fremtid. Ikke så meget fordi du ikke har oplevet stor forelskelse – den varer alligevel højst i to år. Du har haft din kæreste i fem år, men hvis der ikke længere er “et dybt, hjertevarmt og kærligt forhold med plads til op- og nedture”, som du skriver, mellem jer, og du ikke føler, I har nogen forbindelse sammen – hvad har I så? Det lyder til, at du savner spænding, forelskelse og overraskelser. Har du snakket med din kæreste om det?

Hvornår er I gode for hinanden?

Det gode, der har været mellem jer, kan jo ikke gøres ugjort – så på den måde “smides det ikke væk”. Måske har der sneget sig andre mindre rare ting ind i jeres kæresteforhold? Jeg spejder efter, hvor tilliden er mellem jer, og tænker på, hvornår I er gode for hinanden – det er lidt svært at se, ud fra det du beskriver.

Næring giver vækst

Forelskelse i sig selv er ikke en holdbar størrelse, men det der vandes kan gro. Jeres forhold lyder som noget udpint – får det næring? Med næring mener jeg fx: Tid sammen, gode meningsfulde snakke, god kommunikation, komplimenter, kys og kram, se hinanden i øjnene, overraskelser, hjælpe hinanden, give gaver, lave mad sammen, få motion sammen, fælles oplevelser og snak om fremtidsplaner. Hvad gør I sammen, når I er sammen?

Snak med din kæreste

Jeg forstår, at din kæreste ønsker, I skal flytte sammen, og at det presser dig og giver dig nogle svære overvejelser – og det er rigtigt vigtigt at lytte til dem. Måske skræmmer det dig med “et voksent forhold”? Jeg får lyst til at spørge dig, om du kan forestille dig din kæreste som far til dine børn? Hvis I ikke begge vil arbejde for, at jeres forhold kan vokse, så det giver mening for jer begge to, så må I snakke om det og komme frem til en beslutning, om forholdet har nået sin afslutning. Men snak om det – ikke med veninderne, men med din kæreste som gerne skulle være din vigtigste og allerbedste ven.

Græsset er ikke grønnere

Kun du selv kan finde frem til den rigtige beslutning, om jeres kæresteforhold er holdbart, og om du vil give det en chance, eller om du vil give op. Nogle af de problemer, du nævner i forholdet til din kæreste, vil du også let støde ind i, hvis du kommer i et nyt forhold. Derfor vil jeg råde dig til at se på din egen andel og dine egne muligheder for at ændre på det, du er utilfreds med.

Måske kan du få noget ud af at læse vores artikler
Kærlighed i praksis
Konflikter i parforholdet
Den nødvendige tilgivelse
Skal jeg blive eller gå fra min kæreste?

De kærligste hilsner og bedste ønsker for dig
Else Ø. Andersen

Annoncer