Seks spørgsmål om krop og sex

Vis spørgsmål

1. Kan man undgå, at det gør ondt første gang?

2. Hvor mange “huller” i skeden har man?

3. Hvordan onanerer man med fingeren? Har I evt. nogle tips til, hvad man kan gøre?

4. Hvordan ved man, om man er klar til at have sex?

5. Er det “forkert” at have sex før ægteskabet?

6. Gør det mindre ondt at have sex, når man har “overstået” sin første gang?

J, 15 år

SVAR:

Kære J

Tak for dine spørgsmål til brevkassen; det er gode og meget relevante spørgsmål, som jeg gerne vil forsøge at svare på. Jeg vil tage dem et ad gangen, men meget af det hænger sammen og vil derfor overlappe hinanden.

Først vil jeg gerne sige lidt generelt om dine spørgsmål. Det er nemlig afgørende for dit fremtidige sexliv, hvordan du kommer fra start, og hvordan du oplever, din krop reagerer. Du fortæller, at du er 15 år, og i din alder er du stadig i puberteten, og din krop er i gang med en stor udvikling, hvor du går fra at være barn til at være voksen. Det betyder, at din krop og dit sind på mange måder ikke er klar til at have sex – det er du først ved at udvikle dig til at blive. Det kan du læse mere om i artiklen Fra pige til kvinde.

1. Kan man undgå, at det gør ondt første gang?

Det er du langtfra den første, der har spurgt om, og her er et svar, hvor du kan læse om det: Gør det ikke ondt første gang?

To ting er afgørende for, om det gør ondt første gang, du har samleje. For det første er det vigtigt, at du er helt tryg ved situationen. Det betyder, at du kan slappe af sammen med den, du er sammen med, og at du er sikker på, det er det, du vil, så du ikke behøver at være bange for afbrydelser, eller hvad konsekvensen er – om du fx bliver gravid.

For det andet er det vigtigt, at din krop er klar på den måde, at du er sammen med en, du har stærke følelser for, og at din krop er tændt. Det kan du mærke, ved at du er blevet våd i skeden, og den er klar til, at penis kan trænge ind i dig.

2. Hvor mange “huller” i skeden har man?

Skeden er kun ét hul, men piger har tre huller “forneden”: Et til tis, et til afføring og så skeden. Hvordan det ser ud, kan du læse om i artiklerne
Pigens kønsorganer
Værd at vide om skeden

3. Hvordan onanerer man med fingeren?

Jeg har desværre ikke nogle gode tips til, hvordan man gør det rigtigt. Det handler mest om, at du lærer din krop godt at kende og mærker, hvad der er dejligt og godt for dig. De fleste piger kan bedst opnå orgasme ved at kæle for og gnide let på klitoris (se artiklen om pigens kønsorganer).

4. Hvordan ved man, om man er klar til at have sex?

Det er et godt spørgsmål! Det kan være svært at se og mærke klart, når man som du er ung i en tid, hvor der er meget fokus på seksualitet, og hvor man i film og reklamer hylder sex som det vigtigste, når man er kærester.

Jeg vil først og fremmest opfordre dig til at tænke dig godt om og mærke efter i din krop, hvornår du er klar. Rigtig mange unge i din alder har følt sig presset til at gå i seng med deres kærester, fordi det er det “man gør”, eller fordi de andre gør det, eller fordi kæresten presser en til det. Hvis du er forelsket og har en kæreste, som gerne vil i seng med dig, føles det sikkert rigtigt at gøre det og på den måde gå videre i forholdet. Men ofte bliver det en dårlig oplevelse, fordi krop og sjæl ikke er klar til det.

Når man er sammen med en kæreste i samleje, har man været sammen på en måde, hvor man er helt nøgen – både fysisk og mentalt – og det gør, at man er specielt forbundet og sårbar overfor hinanden. Derfor vil jeg anbefale, at man først går i seng med hinanden, når man er blevet gift og derfor kan være helt tryg ved, at den man går i seng med, er man også forbundet med fremover. Du kan læse mere om det i artiklen Værd at vente på.

5. Er det “forkert” at have sex før ægteskabet?

Det kommer an på, hvem du spørger! Mange vil sige, at det er godt at have prøvet at have sex med hinanden, før man er gift. Men når du spørger mig – og os på AdamogEva.dk – synes jeg, du skal vente, til du bliver gift, som du også kan læse i svaret på dit spørgsmål 4. I artiklen 10 gode grunde til at vente med sex kan du læse mere om, hvorfor vi på AdamogEva.dk mener, det er godt at vente.

På AdamogEva.dk tror vi, at Gud har skabt alle mennesker, og at han også har givet os en god brugsvejledning til, hvordan vores liv bliver allerbedst. Derfor tror vi også, det er forkert (= synd) at have sex og samleje, før vi bliver gift. Samtidig elsker Gud os, og han har kærlighed og tilgivelse til alle, der har gjort noget forkert, hvad enten det er sex eller tyveri eller mord.

6. Gør samleje mindre ondt efter første gang?

Ja, det gør det på den måde, at du måske er blevet mere fortrolig med, hvad der skal ske, men de ting, jeg fremhævede ved dit første spørgsmål, gælder stadig. Det er stadig først og fremmest vigtigt, at du er tryg og klar til at have sex; det er altid det vigtigste og helt afgørende for, om det gør ondt eller er ubehageligt – også de næste gange. Hvis du vil læse mere om det også, kan du læse artiklen Vejen til god sex.

Jeg håber, du har fået svar på dine spørgsmål. Jeg ved, der er meget at læse med alle de links, jeg henviser til, men tag dig den tid, det tager til at få dem læst grundigt, for de giver gode svar på det, du spørger om.

Jeg er sikker på, du er en pige, der tænker meget over tingene – ellers ville du ikke søge svar på disse spørgsmål. Det er rigtig fint, for det er vigtigt, at du på dette område passer godt på dig selv – det er du værd! Hav det godt!

Mvh Kirsten Kirk Christensen

Annoncer