Sker der noget med ens krop, når man får orgasme?

Vis spørgsmål

Hej

Jeg har tænkt på: Sker der noget med ens krop, hvis man får en orgasme?

Sker der noget negativt, når man får en orgasme?

Kan der ske noget, hvis man får den “for tidligt”?

Hilsen 13-årig pige

SVAR:

Kære 13-årige pige

Tak for dit spørgsmål og din frimodighed til at spørge.

Du spørger, om der sker noget med ens krop, hvis man får en orgasme, og om der sker noget negativt. Jeg er lidt i tvivl, om du tænker på selve orgasmen, eller om der sker nogle forandringer i forbindelse med første orgasme, som gør at kroppen forandrer sig. Jeg prøver at svare ud fra det, jeg tror, og så må du endelig skrive tilbage, hvis du gerne vil have noget uddybet, eller hvis jeg har misforstået dig.

Orgasme

Kvinder kan få orgasmer på flere forskellige måder: Ved stimulering af klitoris, stimulering af skedevæggen og ved forskellige punkter inde i skeden. Ved stimulering af klitoris sker der ikke nogle konkrete fysiske forandringer. Ved stimulering af skedevæggen kan man briste kønskransen (tidligere blev den ofte kaldt jomfruhinden), som er en lille hudfold, der ligger på tværs i skeden. Nogle oplever at bløde ved det. Læs  mere om det i artiklen Pigens kønsorganer.

Der sker ikke noget negativt i kroppen ved selve orgasmen, men der kan være nogle ubehagelige følelser forbundet med situationen omkring orgasme. De mest almindelige måder at få en orgasme på er ved onani eller ved at have sex med en fyr.

Onani

Onani er, at man giver sig selv en orgasme ved at røre ved sig selv. På AdamogEva.dk er der to rigtig gode artikler om onani og nogle af de følelser, som kan være forbundet med det. Nogle oplever at skamme sig eller en tomhed efter orgasme, og det kan opleves negativt og svært.

Læs mere om det i artiklerne Om onani – mest for piger og Er onani synd?

Helt unik

Man kan ikke få en orgasme for tidligt. Som der står i den første artikel, jeg henviste til, er det helt naturligt at undersøge og udforske sin krop, og det kan give en orgasme.

Hvis du får orgasme, fordi du er sammen med en fyr, vil jeg gerne give et par gode råd med på vejen. Sex varer hele livet, og når man finder en at dele det med, kan det give rigtig mange dejlige oplevelser. Fordi det varer hele livet, er det også vigtigt at passe på sin seksualitet og sit sexliv, og ikke dele ud af det til hvem som helst. Hvis man får dårlige oplevelser, kan det påvirke sexlivet og sexlysten i lang tid.

Du er skabt helt unik, og du er født med både seksualitet og følelser, og du er værdifuld. Derfor er det vigtigt, du passer godt på dig selv og ikke lader nogen overbevise dig om, at man skal gå i seng med sin kæreste. Der er der mange, der ikke gør, og der er mange gode grunde til at lade være. De grunde kan du læse mere om i vores artikler
10 gode grunde til at vente med sex
Schyy … jeg er jomfru! 
Sex og følelser

Jeg håber, det er svar på dine spørgsmål. Ellers håber jeg, du vil skrive igen.

De kærligste hilsner fra
Mona

Annoncer