Hej XXX
Tak for din ærlighed om dine udfordringer.
Rejsningsbesvær
Jeg kan godt forstå, at det, du har oplevet, gør dig stresset. Mange, der kæmper med de ting, du kæmper med, oplever rejsningsbesvær. Det er også helt almindeligt, at rejsningsbesvær kan komme i forbindelse med nervøsitet omkring samleje.
Homoseksuel?
Ud fra det, du skriver, virker det, som om du har ret i, at du ‘overtænker’ spørgsmålet om homoseksualitet i dit liv. Jeg tænker ikke, at du er homoseksuel, for du skriver, at du ikke tænder på mænd og aldrig har gjort det. Jeg tror, det vil være nemmere at blive afklaret i, hvis du arbejder bredere med dine udfordringer.
Styrk dit selvværd
Jeg synes ikke, du skal være for hård ved dig selv. Alle mennesker har vores svagheder og udfordringer, og jeg tror, det kan være godt, at du aktivt arbejder på at styrke dit selvværd. Vores seksuelle sundhed hænger sammen med vores psykiske sundhed. Du kan arbejde med dit selvværd ved at opsøge en terapeut eller psykolog, som kan hjælpe dig med det. Hvis du ikke kender en, du kan bruge, kan du måske finde en på vores liste over professionelle samtalepartnere.
Der er heller ikke noget galt i at have en seksuel pause. Det er helt normalt, og din glæde ved sex kan endda komme stærkt tilbage, hvis du arbejder mere med dit selvværd. Det synes jeg er bedre, end at du holder liv i et forhold, som du alligevel ikke trives i. Både for din egen og din kærestes skyld.
Porno og sexlyst
Sexlyst kan nemt påvirkes af pornoforbrug, og derfor synes jeg, du skal tage den side af sagen alvorligt og forsøge at skære ned på, ja allerhelst undgå pornografi. Porno kan påvirke vores syn på vores partner, for selvom vi måske godt ved, at det, der sker i porno, er kunstigt, kan det give os nogle forventninger, som faktisk kan virke negativt på vores oplevelse af rigtig sex. Det vil jo oftest vil være mindre vild og ‘vellykket’ end porno.
Måske kan du finde hjælp til at skære ned på dit pornoforbrug i vores artikel Sådan skaber porno afhængighed.
Gud kan hjælpe
På AdamogEva.dk tror vi, at Gud kan være en god ressource i forhold til det, vi kæmper med. Måske kunne det også hjælpe dig at bede Gud om hjælp. Du kunne for eksempel sige en enkelt sætning som: “Gud, hjælp mig til at finde ud af min seksualitet. Amen.” Vi er mange, som har erfaret, at Gud hjælper os, når vi beder ham om det.
Med venlig hilsen
Peter