Hej O
Tak for din ærlige beskrivelse. Du er god til at sætte ord på dine frustrationer.
Helt normale følelser
Det første jeg gerne vil sige er, at det du beskriver, er helt normalt for teenagere. Når vores sexlyst vågner, vil der komme mange forskellige følelser og lyster op i os – alt efter hvem vi møder, og hvad vi ser. Så dine oplevelser vil rigtig mange kunne genkende. Du har selv erfaret, at den seksuelle lyst kan skifte, og det gælder især i teenagetiden.
Det lyder, som om din mor er en klog kvinde, og jeg forstår på det, du skriver, at hun har fået ret langt hen ad vejen. Så selvom det måske er svært, vil jeg opfordre dig til at prøve at slappe af og leve med, at dine seksuelle følelser skifter lige nu. Det har du jo allerede levet med i nogle år.
Samtidig virker det til, at tiltrækningen til piger er så grundlæggende en del af dig, at du faktisk bliver forelsket i piger.
Porno påvirker din sexlyst
Når det er slået fast, har du faktisk en del indflydelse på, hvordan din seksualitet udvikler sig. Du nævner selv porno. Porno giver en kunstig fremstilling af sex løsrevet fra følelser og forpligtelser.
Fordi porno præger dig og din seksualitet, vil jeg anbefale dig at stoppe med at se det. Det er meget svært uden et pornofilter og hjælp fra en god ven. Du kan læse mere om, hvordan du installerer filteret i vores artikel Filtre på netværk og smartphones.
Læs mere om virkninger af porno i vores tema om porno. Især vil jeg anbefale artiklen Porno skader din sexlyst.
Vælg en retning at følge
Som et alternativ til at stresse dig selv med porno og forskellige seksuelle eksperimenter vil jeg opfordre dig til at finde ro ved at gå efter at udvikle en bestemt retning. Vi på AdamogEva.dk tror, at det heteroseksuelle forhold er det grundlæggende bedste for mennesker, og derfor vil jeg anbefale dig at gå videre af den vej.
Måske finder du på et tidspunkt ud af, at du ikke kan det, men ud fra det, du beskriver, virker det ikke til at være tilfældet. Jeg tror, du har brug for at blive styrket og bekræftet i de heteroseksuelle følelser, du allerede har.
Du kan måske også få noget ud af at læse svar til et par andre, der bokser med tanker, der ligner dine:
Seksualitet: Jeg vil ikke sættes i en boks
Er jeg homoseksuel eller biseksuel eller noget andet?
Jeg vil ønske dig alt godt, og at Gud må være med dig i din rejse mod en stabil seksualitet.
Bedste hilsner,
Peter
Opdateret 15.10.2020