Kære R
Tak for dit spørgsmål. Jeg vil svare så godt jeg kan. Jeg er dog lidt i tvivl om, hvornår i din menstruationscyklus, du har fået lagt p-staven ind. Hvis du ikke helt føler, jeg besvarer dit spørgsmål eller gerne vil have noget uddybet, så skriv endelig igen.
Først lidt generelt
P-staven udskiller et hormon kaldet gestagen. Det gør, at du ikke får ægløsning. Samtidig påvirkes slimen i livmoderhalsen, så det bliver sværere for sædceller at komme op i livmoderen. Hvis nu alligevel et æg er frigivet, og en sædcelle er trængt op, så gør hormonet, at et befrugtet æg ikke kan sætte sig fast i slimhinden i livmoderen. På denne måde undgår du at blive gravid.
Staven skal helst lægges ind under huden i løbet af de første fem dage efter menstruationens start. Hvis den bliver det, kan man med nærmest 100% sikkerhed ikke blive gravid.
Gravid eller ej
Nu er det så, jeg bliver i tvivl om din beskrivelse. Men hvis det ikke var under din menstruation, du fik lagt staven ind, og du ikke har brugt kondom ved samleje, så kan du være blevet gravid. Det anbefales faktisk at bruge kondom de første syv dage, efter p-staven er blevet lagt, hvis den bliver lagt ind på andre tidspunkter end under menstruationen. Hvis du er blevet gravid, vil graviditeten fortsætte, selvom du har fået lagt p-staven ind under huden.
Tag en test
Jeg vil anbefale dig at købe en graviditetstest. Denne test tager man normalt dagen efter, man skulle have haft menstruation. Det er selvfølgelig lidt svært i din situation, da en p-stav ofte giver uregelmæssig menstruation. Hvis det er mere end 14 dage siden, du havde sex, så kan du godt regne med en sikker test.
Det kan være en rigtig god idé at snakke med en god veninde eller din mor om dine tanker – måske endda frygt – for at være gravid. De kan også hjælpe dig med testen, hvis du ikke har taget sådan en før.
Du er også altid velkommen til at få en tid hos din egen læge. De har tavshedspligt og vil gerne hjælpe dig, både hvis du er gravid, og hvis du ikke er.
Sexsygdomme
En p-stav beskytter rigtig godt mod graviditet. Det beskytter bare ikke mod sexsygdomme, også kaldet kønssygdomme. Når du, som du skriver, ikke har en fast partner, så vil jeg klart råde dig til ALTID at bruge kondom. Det er bare det eneste, der beskytter mod sexsygdomme som fx klamydia.
Pas på dig selv
Jeg håber, mit svar kan hjælpe dig lidt. Tag graviditetstesten, så du får afklaring på sagen. Mit ønske er også, at du passer på dig selv. Du kan fx overveje, om du gerne vil have et sexliv, der rummer så meget usikkerhed, som du beskriver. Sex er ikke bare gymnastik men rummer også mange følelser. Giv dig selv lov til at mærke de følelser og beskyt dig mod at blive såret.
Vil du gerne læse mere, så kig i vores leksikon: p-stav. Her kan du også se links til andre svar på hjemmesiden om p-staven.
De venligste hilsner
Ninna