Til K
Du beskriver nogle røde, flade prikker på penishovedet, der hverken kløer eller svier. De er kommet over natten.
Mest sandsynligt noget ganske fredeligt
Du skriver, at hverken du eller din kæreste har været sammen med andre. Derfor er det ikke en kønssygdom. Sandsynligvis er det noget ganske fredeligt, som forsvinder af sig selv.
Det er muligvis opstået på grund af irritation efter samleje eller vask. Det kan komme, hvis der er gnubbet for meget på penis.
Årsager til pletter på penis
Jeg vil lige beskrive nogle sygdomme/tilstande, der kan vise sig som røde knopper på penis.
Spicula glandis er små knopper, der sidder på rækker mellem penishovedet og forhuden. De har samme farve som slimhinderne, og det er helt normalt at have dem.
Herpes genitalis giver røde sår på penishovedet, og der er ofte smerter. Det er en sexsygdom, og du bliver smittet ved at have sex med en, der har et udbrud.
Kondylomer vokser langsomt efter smitte. De begynder som en lille hudfarvet vorte, der måske spreder sig til flere. Det er en sexsygdom.
Balanitis er betændelse på penishovedet, som giver svie og kløe, og penishovedet bliver rødt og ømt. Det kan skyldes lidt for grundig vask, eller det kan være kontaktallergi, hvis I har brugt glidecreme eller kondom, eller det kan være bivirkning af medicin. Det behøver altså ikke skyldes en sexsygdom. Det kan også komme som en reaktion på fx diarré.
Svampeinfektion gør, at penishovedet bliver rødt med små knopper i, og det svier og klør. Der kan komme noget hvidt snask bag forhuden, som ligner hytteost. Denne infektion skyldes oftest, at en kvinde har smittet dig ved samleje.
Klamydia er en sexsygdom, som giver betændelse fra urinrøret og smerter, når du tisser.
Hvis knopperne ikke forsvinder af sig selv, eller hvis du oplever gener fra dem, synes jeg, du skal få din læge til at kigge på det.
Håber du kan bruge mit svar.
Mvh
Signe Engholt Andersen