Hej forvirret pige
Tak for dit spørgsmål til Adam og Eva. Det er rigtig fint, du får sat ord på det, du går og er fyldt af og spekulerer over.
Jeg kan godt forstå, det er forvirrende for dig, at du bliver mobbet og samtidig er det dig, de andre kommer og spørger til råds om meget private ting. Det føles jo som et dobbelt budskab. .
Brug for nogen at betro dig til
Du skriver, at du har det svært. Er det de almindelige pubertetsproblemer, eller er det noget, der fylder mere end det? Måske er det svært for dig, hvem du skal betro dig til? Ligesom andre betror sig til dig, har du også meget brug for nogen, du kan betro dig til.
Jeg vil anbefale dig, at du får snakket med en person, du har tillid til om dette. Hun vil kunne hjælpe og støtte dig, så du får hjælp til at komme ud af denne situation, måske din mor, din klasselærer eller en anden voksen, du kender godt.
Jeg håber også, du har mod på at tale med dine klassekammerater om dette, måske ikke dem alle på en gang, men start med en, du taler bedre med. Sig det som du oplever det og spørg hende, hvordan hun oplever det.
Få vendt billedet af dig selv
Hvis man først føler, at man bliver mobbet, mister man sin selvtillid, og tror til sidst slet ikke, at nogen kan lide en. Så udsender man signaler til andre om, at man ikke er en god en at være sammen med.
Prøv med en andens hjælp at få vendt dit billede af dig selv. Du er lige så værdifuld som alle andre og har lige så meget ret til at have veninder og ikke blive mobbet.
Prøv at tænke positivt om dig selv og tænk det positivt, når nogle kommer og betror sig til dig. Det, at nogle betror deres inderste hemmeligheder til et andet menneske, er i sig selv en tillidserklæring, og det viser noget om dig. Du er en man kan stole på, du sladrer ikke og du er god til at lytte og give gode råd. Disse ting er i sig selv nok til at være en god veninde.
Måske kan du få noget ud af at læse mere her på siden:
Pubertet - en ekstrem forvandling
Er der nogen der kan li mig?
Hvem er jeg?
Jeg håber, du får lidt mod på at tænke anderledes om dig selv i forhold til andre med hjælp fra nogen, du har tillid til.
Kærlig hilsen
Marianne