Mine forældre gav ham ingen chance - er han min eneste ene?

Kære brevkasse

Jeg har været sammen med en fyr i snart et år. Han er den fuldstændige modsætning af mig. Han har været lidt af en "bad boy", inden han startede i gymnasiet (det var der, vi lærte hinanden at kende, vi går nu på sidste år). Men i gymnasiet har han altid været kendt som en af de flotte, charmerende og populære drenge, ikke nogen "hård type". Jeg forstår ærligt ikke, hvordan det lykkedes mig at få fat i ham - hvorfor han forelskede sig i mig.

Han forelskede sig i mig, mens han stadig havde noget med sin eks. Jeg var selv ikke klar over, at han var sammen med en anden og naiv, som jeg var, gav jeg mig fuldstændigt hen ti ham, da han tog kontakt til mig. Jeg fandt derefter ud af, at han stadig sås med sin eks, efter vi havde haft noget i 1-2 måneder. Vi gjorde det forbi, og jeg var såret, men ok. Forelsken var fra min side af ikke så dyb endnu, mere blot en fascination. Men han var hårdere ramt, end jeg troede.

Mine far og papmor (bor hos dem) havde i lang tid ikke kunnet lide ham - snakkede altid grimt om ham, selvom han altid havde været flink overfor dem. Ja, jeg havde grædt og være ked af det i nogle dage, efter vi gik fra hinanden første gang, men hvilken pige græder på et tidspunkt ikke over en fyr, uden at han nødvendigvis er et mareridt? Jeg gad ikke forsvare ham, for det var alligevel slut, tænkte jeg.

Men efter 2 måneders pause fandt vi sammen igen. Han havde afsluttet det med sin eks, fortalt hende om mig, fortalt alle om mig - sin familie, venner, endda kontaktet mine veninder og sagt, han var helt vild med mig. Han opsøgte mig konstant og fortalte mig, hvor dejlig jeg var og hvor ked af det, han havde været - det gav pote. Vi kom sammen på min fødselsdag, og jeg har aldrig været lykkeligere, end da jeg kunne gå med ham i hånden hver morgen på vej til gymnasiet. Vi elskede hinanden - og vi gav os 100% hen til hinanden, brugte måske endda for meget tid sammen.

Men mine far og papmor accepterede ham aldrig - de ville ikke engang lukke ham ind i mit hus, selvom vi var sammen i et år - sagde han havde en grim attitude, og at de ikke kunne forstå, hvad jeg så i ham. Jeg skændtes med dem stort set hver dag, hvor de sagde, han trak mig ned fagligt og socialt. Hvad de ikke forstod var, at grunden til, jeg ikke lavede mine lektier, var fordi jeg skulle skændes med dem hver dag og derfor altid gik grædende i seng efter aftensmaden. Min mor derimod kunne rigtigt godt lide min kæreste, og det var som om, det gjorde min far endnu surere - min mor og far har ikke kunnet enes, siden de blev skilt, da jeg var 2 år gammel.

Mine forældres indstilling til mit forhold ødelagde det stortset. Min kæreste var dybt ulykkelig over ikke at kunne snakke med min far, papmor eller brødre. Han følte aldrig, han havde fået en chance, men min far gad ikke engang kigge på ham, hvis de stødte ind i hinanden. (Vi bor ret tæt på hinanden). Samtidigt elskede min kærestes forældre mig så højt og behandlede mig som deres egen datter, og det gjorde bare, jeg blev så indebrændt overfor mine forældre og følte sådan en stor dårlig samvittighed overfor min kæreste, at jeg ikke kunne tænke på andet. Han var det dejligste menneske i mine øjne, og de gad ikke engang se på ham.

Til sidst skændtes jeg med alle - min papmor og far, fordi de ikke ville give min kæreste en chance, min mor, fordi jeg følte, hun gjorde mit forhold til en undskyldning for at kunne skændes med min far, og min kæreste fordi jeg begyndte at lægge mærke til alle fejlene, han havde, der gjorde mine forældre ikke gad snakke med ham. Mit liv blev stort set et helvede.

Til sidst endte det med, at min kæreste og jeg skændtes hver dag, og til en fest med alle vores venner, var vi begge rigtig fulde. Det endte med et kæmpe drama, hvor min kæreste forsøger at holde mig fast og snakke mig til fornuft, mens jeg prøver at komme væk. Han har hænderne rundt om halsen på mig og udefra ser det sikkert rigtigt grovt ud. En fyr træder til og siger, min kæreste skal lade mig være, og pludselig er der slagsmål. Vi slår op samme aften, min kæreste ulykkelig og med et sæbeøje, og jeg arrig og hævntørstig.

Alle på gymnasiet begyndte derefter at snakke om min (eks)kæreste som voldspsykopat, fordi folk havde set, han havde taget "kvælertag" på mig og derefter kommet op og slås med en anden fyr. Ham fyren her så meget værre ud end min (eks)kæreste, og det gjorde bare, at rygterne blev endnu være og lød på, at min kæreste her var skurken. Mine forældre bliver informeret af skolen om episoden, og de forbyder mig at se ham igen. Både mig og min eks(kæreste) holdte afstand, men indimellem ringede vi sammen og græd og fortalte, hvor meget vi savnede hinanden og hvor kede af det, vi var. På vores studieture, en måned efter vi er gået fra hinanden, kammer det over. Jeg finder ud af, min kæreste har været sammen med en anden, og han finder ud af, at jeg har kysset med en af hans tidligere venner.

I lang tid hader vi hinanden, og han truer mig og min familie (især min far, fordi de aldrig har givet ham en chance, altid behandlet ham rigtigt dårligt osv.) Han truer også mig med tæv for at vælge at kysse med en af hans venner, og fordi han stadig er sur over, jeg valgte ham fra til fordel for min familie (som i hans øjne, ikke er noget værd at samle på, hvilket man godt kan forstå). Mine forældre bliver også informeret om dette, og de overvejer at politianmelde ham.

Det hele var selvfølgelig tomme trusler og skrevet i aggression og sorg over, hvad der er sket. Men alt dette bekræftede bare mine forældre i, at han aldrig havde været en god fyr, selvom alt dette (i mine øjne) også er deres skyld.

Min (eks)kæreste er i dag rigtig ked af det, savner mig, fortæller mig at han ikke kan leve uden mig og kontakter mig hver dag, hvor det ender med, at han græder i telefonen. Han siger, han vil leve resten af sit liv med mig, og at jeg er hans sande kærlighed - og jeg tror virkelig på ham. Jeg ved, at jeg er den, han elsker allermest i hele verden. Men jeg ved bare ikke, om det er nok, når mine forældre, hans venner, mine venner alle er imod dette.

Hvad skal jeg gøre? Min far græder om natten, fordi han ved, jeg stadig har kontakt til min eks(kæreste), og det er i hans øjne den værste person, jeg kunne ende sammen med. De har fået et eller andet helt forskruet billede af ham som en voldspsykopat. Min (eks)kæreste græder også hver dag og siger, han vil have mig tilbage, og at han vil gøre alt. Det ved jeg, han vil. Men er bange for, min familie slår hånden af mig, hvis jeg vælger at se ham igen. Jeg er faktisk ret sikker på, de smider mig ud.

Er det urealistisk at have fundet den eneste ene i alderen af 19 år?