Kære L
Tak for dit spørgsmål.
Det er nogle rigtig gode overvejelser, du gør dig. Først vil jeg “fra sidelinjen” sige tak for din respekt for din kæreste, som du beskriver det i spørgsmålet. Den omsorg og respekt er der mange, som ville nyde godt af. Tak for det. Fantastisk dejligt at høre!
Ud fra dit spørgsmål forstår jeg, du oplever, at din kæreste ikke agerer på samme måde i hans eget hjem, som når I er sammen hos dig og din familie. Det lyder, som om hans grænser er forskellige fra sted til sted. Du spørger, om der er noget, du skal gøre? Ja, det tænker jeg, der er, og jeg vil gerne give dig et par gode råd.
Få ham på banen
Find et tidspunkt, hvor I snakker godt sammen og benyt den anledning til at tage en snak med ham om disse ting. Det er for din egen skyld, jeg synes, I skal have denne samtale, ellers bliver det i længden forvirrende for dig. Helt konkret: Hvad tænker han om, at det er forskelligt fra det ene hjem til det andet hjem? Spørg ham, fordi du er i tvivl om, hvordan du skal agere i forhold til, at I sover sammen hos dig, men ikke gør det, når I overnatter hos ham. Hvad tænker han om det? Er det hemmeligt, at I overnatter sammen hos dig? Skal det fungere på den måde? I så fald, hvorfor skal der være forskel? Find ud af, om det er for hans forældres skyld eller for hans egen skyld, I ikke sover sammen hos ham, så du kan få en afklaring på det. Spørg og lyt til ham. Det kan godt være, det ikke bliver helt let at få snakket om, men jeg vil anbefale dig at få en god samtale om det.
Gensidig respekt
Hvad der kommer ud af den samtale, kan for mig at se være med til, at du kan få et indblik i, hvad der rører sig i ham. Det er det, der skal til, for at du kan give ham den respekt, som du gerne vil give ham. Respekt er jo noget, vi giver til hinanden, og som er et medmenneskeligt vilkår, vi alle har brug for. Denne respekt har du i lige så høj grad brug for i jeres forhold. Det er vigtigt, at han også respekterer dig og dine valg. Hvordan vil du gerne have, at det skal være? Det er der også brug for, at I får snakket om.
Ord skaber gensidig forståelse
Jeg tror meget på, at når I får snakket sammen, kan det være med til at gøre dig mere tryg i forhold til, hvordan du skal agere i alt det, som er nyt for dig med hensyn til at være i en kristen familie. Der er mange ting, som du vil opleve som nye og måske også underlige. For mig at se er det vigtigt, at din kæreste giver dig et indblik i nogle af disse ting, så du undgår en oplevelse af at skulle gætte dig til, hvordan du skal være, når du er i hans hjem.
Du nævner selv, at det formentlig er hans familie, der præger ham til at holde fast i det kristne. Er det noget, han har sagt, eller er det din oplevelse? Det kunne være interessant at spørge ham om, hvad han tror på, så det ikke bliver noget, du skal gætte dig til.
Om at vente med sex
Du spørger også, om du skal være tilbageholdende. Til det har jeg har lyst til at sige, at det er i hvert fald en god idé at passe godt på sig selv, og det betyder, at vi nogle gange skal være tilbageholdende. Det er for jeres begges skyld, at jeg vil give dig det råd med på vejen.
Du – eller I begge – kan fx læse disse artikler om fordele ved kæresteforhold uden sex: Sådan kan I få et bedre kæresteforhold, Sex og følelser og Værd at vente på. I kan også finde flere artikler og svar i temaet Kæresteliv.
Jeg håber meget, du har mod til at tage snakken, og jeg er sikker på, det kan blive en stor hjælp for både dig og din kæreste.
Kærlig hilsen
Ulrik Buch