Kærestesorger – skal jeg lade følelser eller logik råde?

Hej.

Jeg har brugt jeres side meget her i den svære tid. Det, jeg søger hos jer, er svar på, hvordan jeg skal forholde mig, for min logik og følelser er hinandens modsætninger. 

Det, jeg gennemgår nu, er, at min kæreste efter 8 år fortalte mig, hun kun har venskabelige følelser for mig. 

Vi fandt hinanden som 15-16 årige, og vi er praktisk talt vokset op sammen. Delt alt med hinanden og har virkelig et meget stærkt bånd til hinanden stadigvæk.

Jeg har altid haft det svært socialt og har skullet kæmpe mig igennem tilværelsen. Jeg har altid haft dårligt selvværd, men dog høj selvtillid. Jeg er god til at udleve mig selv og har ofte succes mht. interesser. Det gælder bl.a. min musik, i det band jeg spillede i. Men det stoppede efter mange år. Det føltes som et kæmpe nederlag. Jeg har aldrig kunnet finde mine veje i livet mht. til arbejde og penge.

Siden jeg var teenager, har jeg altid forsømt min krop og haft svært ved at lægge smøgerne fra mig, fordi jeg altid har brugt det som et skjold, når jeg er blevet følelsesmæssigt stresset.

Min ekskæreste har altid været der for mig, selv da jeg gennem gik en depression og angst for nogle år tilbage. Som person har jeg altid været utrolig god til at hjælpe andre mennesker og været en støtte. Især for min ekskæreste, som også altid har haft det svært med sig selv.  Hun er ligesom mig meget god til at hjælpe andre mennesker og har altid vidst, at hun ville arbejde med mennesker. 

De to sidste år har været meget hårde for os begge. Jeg har aldrig vidst, hvad jeg skulle have af arbejde og startede på en uddannelse, som jeg vidste ikke var mig, da der var pres om, at nu skulle jeg forsørge hende. Vi havde planer om at flytte til en anden by, hvor hun kunne tage sig den uddannelse, og jeg kunne ikke bo hos hende uden indtægt. Jeg tilsidesatte fuldstændig mig selv for vores parforhold, som jeg var så glad for. Men inderst inde vidste jeg godt, det ikke var. I stedet henvendte jeg mig til computeren, hvor jeg fik en forløsning fra mit pres i hverdagen. Trak mig fra mine venner og alt det sociale. Det eneste, jeg holdt til, var at være hos hende.

For et par år siden brød hun med uddannelsen, hun gik ned med stress og kunne ikke fungere i hverdagen. Jeg var så ulykkelig. Det var ligesom om, hun ikke kunne finde sig selv igen efter det. Hun havde en masse tanker om, hvilken vej hun skulle gå, og jeg støttede hende i det meste. Dog var jeg selv langt nede i den her psykose af ikke at kunne slippe væk fra hverdagen og tilsidesatte mit inderste behov til at gøre det, jeg allermest havde lyst til og udfolde mig kreativt igennem min musik. 

Det sidste halve år var hun på vej ud af den her depression og fik mange nye venner. Hun begyndte at lyse igen og fik lyst til livet. Det var rigtig dejlig at få hende tilbage, som jeg elskede. Selv gik jeg rundt og havde det simpelthen så dårligt. Og jeg kunne mærke, hun ikke kyssede mig så meget længere eller havde sex med mig.

Jeg havde lidt et nederlag igennem en læreplads, hvor det gik helt skævt. Det var så tidskrævende og mistede fuldstændig mig selv, jeg blev fyret, og det var et kæmpe nederlag.

Hun brugte meget tid sammen med sine nye venner. Det var så dejligt, at hun havde det så godt. Dog var jeg ikke en del af det og blev aldrig rigtig introduceret til hendes venner, pga. jeg altid har døjet med jalousi og har i nogle episoder opført mig meget dumt overfor hendes venner.  Tjekket hendes mobil, og det har virkelig altid skammet mig over.

Dagen før hun valgte at sige stop, havde vi en aftale om at være sammen. Dog spurgte nogen fra hendes klasse, om hun havde lyst til at tage i byen. Hun spurgte, om vi kunne udskyde vores aftale til senere på aftenen, og jeg kunne komme og hente hende.

Den søde kæreste, jeg var, sagde jeg selvfølgelig ja. Det var vigtigt, hun hyggede sig med sine nye venner. Vi skrev sammen, og hun fortalte, hvor fuld hun var blevet og kunne ikke stå på sine ben. Det havde hun gjort tidligere, hvor jeg hentede hende, så det var ikke noget nyt. Men blev lidt træt af at skulle tilsidesætte mig selv for hende og bruge min aften på at vente på hende.

Men vi aftalte, jeg skulle hente hende. Hun kom ud og kyssede mig og lagde op til, vi skulle have sex. Og alt var tilgivet, for nu var det jo mig, det drejede sig om. Vi tog en taxa hjem til hende og prøvede at dyrke sex, men hun havde ikke rigtig lyst alligevel.

Har spurgt hende nogle gange, om hun ville prøve noget andet, men svaret var altid, hun ville have mig. Og fik virkelig en lykkefølelse hver gang.

Men den her morgen, var det som inderst inde, der var noget galt. Så spurgte hende, om hun i virkeligheden havde lyst til og prøve noget andet. Hun blev helt chokeret og vidste ikke, hvad hun skulle sige. Så jeg valgte at tage hjem til mine forældre.

Senere samme aften skrev hun, at det havde hun faktisk.

Det gik som en kniv igennem mit hjerte. Blev virkelig ked af det og kunne ikke forholde mig til det. Jeg valgte, at det måske var bedst at slutte det her, pga. jeg kunne ikke bære ikke at være hendes nummer et. Det ville jeg ikke udsætte mig selv for.

To uger efter fik jeg at vide, at hun var vild med en anden. Det var simpelthen ikke til at fatte. Der kom angst igen, og jeg røg endnu længere ned, og vi holdt ikke kontakten i en måned.

Og her i lørdags havde jeg sagt farvel til hende inde i mig selv. Var begyndt at komme ovenpå igen. Savnede hende meget, men følte at jeg fik det bedre.

Så kontaktede hun mig og sagde, hun elskede mig, savnede mig og ville gerne have mig i hendes liv. Det var hårdt, men samtidig dejligt bekræftende. Blev virkelig glad, men samtidig havde jeg jo sagt farvel til hende.

Nogle dage efter fortalte hun, at ham fyren havde udnyttet hende og ikke ville hende. Men kunne ikke hjælpe hende med kæresteproblemer og gik. Senere gik vi en lang tur, hvor hun fik det bedre, vi var glade, og det var ligesom al den angst, hun havde følt, forsvandt. Vidste jo godt, hun havde brug for noget bekræftelse, selvom jeg vidste, hun ikke ville være kæreste med mig mere. Følte mig stærk og gav hende lige hvad hun havde brug for. Men kunne virkelig også mærke hvor egocentret, hun var blevet.

Hjemme igen blev jeg lidt mere afklaret og følte ikke rigtig kærestefølelser for hende længere og følte en distance mellem os.

Da hun senere fortalte, at hun var ved at få et angstanfald igen, gav jeg hende lov at sove hos mig, selvom jeg inderst inde vidste, jeg skulle passe på mig selv.

Hun kom hjem til mig og græd. Lod hende sove på min sofa, og jeg lagde mig i min egen seng. Hun lå nøgen og var meget tiltrukket af hende. Håbede et eller andet sted, hun ville lægge sig op til mig for at blive holdt om. Men et eller andet sted, vidste jeg jo godt, at hun var faldet for en anden. Sov ikke så godt om natten og kunne mærke, at jeg ikke var kommet 100% over hende, og følte mig tiltrukket af hendes personlig og krop. Det var skønt at få hendes opmærksomhed igen. Men vidste inderst inde godt, at når hun får det godt igen, ville jeg blive glemt igen. Så lod være med at foretage mig noget.

Har stadigvæk lyst til at have hende i mit liv. Men ved godt, det bedste ville være at sige, det var det.

(forkortet af redaktionen)

S, 24 år