Kære ”vennen”
Tak for dit spørgsmål. Det med kærester og venskaber på efterskole er ikke altid nemt, og jeg ved, at mange har stået i lignende situationer, så det er ikke noget nyt, du er ude for. Som tidligere efterskolelærer kan jeg fortælle dig, at det er en ret klassisk problemstilling.
Giv hinanden tid og lyt
Det første jeg vil sige er, jeg synes, I skal prøve at være opmærksomme på ikke at stille jer stejlt op imod hinanden, så tingene bliver sort-hvide, og det bliver et enten-eller. Jeg tror meget på, at hvis I giver hinanden taletid og lytter med et åbent sind til hinandens synspunkter - og samtidig taler med respekt for den andens synspunkt - kan I finde et kompromis. På den måde øver I jer også til fremtiden, som - med garanti (!)- bliver fyldt med problemstillinger, som kræver at I kommunikerer ordentligt og indgår kompromiser for at finde en løsning.
Fortæl hvad din ven betyder for dig
Jeg tror umiddelbart ikke du behøver at vælge mellem din ven og din kæreste. Men jeg tror, du har en stor opgave i at fortælle din kæreste, hvorfor du er så glad for din kammerat fra efterskolen, og hvad han giver dig, som hun ikke kan give dig. Fortæl hende først alt det, hun giver dig, som du ikke kan opleve hos en kammerat. Det er jo dejligt at høre for hende og gør hende glad. (Husk i øvrigt altid jævnligt at sætte ord på, hvorfor du er glad for hende. Det er ikke altid nok for en pige at du siger ”Jeg elsker dig?” Hun vil gerne vide hvorfor…) Fortæl dernæst hvad en kammerat kan give, som hun ikke kan. Prøv at fortælle hende, at hvis du har venskaber ud over hende, så bærer du noget positivt og godt med tilbage ind i jeres forhold, som også kommer hende til gavn.
Gode venner er vigtige
Når man er kærester, skal man passe på ikke at sætte sig på hinanden, for det kan forholdet ikke ret godt holde til i længden. I skal give hinanden frihed til selv at vælge, hvor langt I vil gå i fortrolighed og sammenhørighed med hinanden. Som udgangspunkt har vi ret til, selv om vi er kærester, selv at vælge vore venner. Senere i forholdet, når man er vokset tættere sammen, kan der godt være andre situationer, hvor man godt må tage hensyn - især hvis det er en af det andet køn.
MEN – det kan jo godt være hun har en pointe. Det kan jo faktisk godt være, at din kammerat trækker dig i den forkerte retning! - Det skal du da have fundet ud af. Prøv at snakke med en af dine gamle lærere fra efterskolen, som kender både dig og din kammerat, og som du har tillid til. Stil spørgsmålet helt direkte: ”Der er en der siger, at min kammerat trækker mig i den forkerte retning. Synes du også det?” På den måde får du klart svar, og du har noget at arbejde med sammen med din kæreste.
Hvis han rent faktisk trækker dig i den forkerte retning, men du er glad for venskabet alligevel, skal du til at sætte grænser. Vær tro mod dine egne værdier og gå kun så langt som du selv vil. Lad dig ikke overtale eller trække med af din kammerat – for så er det pludselig ikke kun din kæreste, der ikke kan genkende dig – så er det også din familie og andre venner, og det kan blive et problem for dem at have tillid til dig.
Hvis det lykkes for dig at sætte de grænser, så din kæreste begynder at kunne genkende dig igen, får hun fornyet tillid til dig, og på den måde sætter i hinanden fri.
Jeg håber, det var et svar, du kan bruge, ellers er du velkommen til at skrive igen!
Venlig hilsen
Benjamin Hougaard