Kære kristne dreng
Tak for din henvendelse til hjemmesiden. Det er dejligt, at du spørger, om det du selv er i tvivl om. Det viser, at du tager dig selv, din tro og jeres forhold alvorligt.
Fortæl det…
Jeg synes helt klart, at du skal fortælle, hvad troen på Jesus betyder for dig – at det faktisk er en vigtig del af dit liv, hvis det er sådan, du har det med troen. For det er en del af dig, og hvis I skal lære hinanden bedre at kende, skal I også dele de ting, som betyder noget for jer.
…stille og roligt
Samtidig vil jeg opfordre dig til at fortælle det på en sådan måde, at hun ikke føler sig presset til noget. Start med at fortælle om, hvad Jesus har gjort for dig og for mennesker generelt, og vent med at snakke om fortabelse og helvede osv. til du er blevet mere fortrolig med hende.
Hvis du kommer i en kristen ungdomsforening, så prøv at invitere hende med til et møde, så hun kan se, hvad I laver, og at det faktisk er ret hyggeligt.
Vis også interesse for de ting, som betyder noget for hende, og tag med til de ting, hun går op i. Så vil det være lettere for dig at invitere hende med til det, som betyder noget for dig.
Kulturforskelle
Par og ægteskaber, som har forskellig kulturbaggrund kan godt få lidt større udfordringer end andre par. Forestil dig, at om mange år, hvis I har fået børn. Der kan der let komme uenigheder om, hvor tit I skal i kirke, skal jeres børn gå i kristen børneklub osv.
Ved godt det ligger langt ude i fremtiden, men tænk på det alligevel.
Og tænk også på, om den forskel, der er i jeres baggrunde, vil gøre sådan, at du kommer til at vælge det fællesskab fra i ungdomsforeningen, fordi hun ikke vil med.
Du kan også læse denne artikel:
Håber du får det fortalt på en god måde – og husk at bede for din kæreste…
Kærlig hilsen Steen