Kære H. E. på 25!
Tak for dine to spørgsmål til Adam og Eva, som vi har sammenfattet til ét. Håber du i ventetiden på svar har haft tid til at se på nogle af de andre svar på Adam og Eva. Der ligger nemlig flere svar, som måske kan give dig lidt perspektiv på dit spørgsmål.
Hvordan kender man Guds vilje i forholdet til en kæreste?
Du stiller et væsentligt spørgsmål, som er et grundspørgsmål i det kristne liv: At kende Guds vejledning og vilje. Jeg håber, at du også efter at have læst dette svar, fortsat vil være i bøn omkring den person, som du skal dele livet med, og at du bliver ved med at spørge Gud om at vise dig sine veje.
Nu tror jeg ikke, at der blot er en anden person derude, som er en mulig ægtefælle. Tanken om, at der kun skulle findes en eneste anden person på denne jord, som man kan matche og som det er Guds mening, at man skal dele livet med, er nok mere romantisk ønsketænkning end bibelsk tankegang. Derimod er der en tanke om, at den man binder sig til og forpligter sig på i kærlighed bliver den eneste ene.
Nogle oplever, at Gud præcist har ledt dem til et andet menneske, andre står ikke med samme oplevelse. Og det betyder ikke, at de sidste har et dårligere ægteskab eller ikke er blevet ledt af Gud. Det betyder blot, at vores veje og oplevelser af vejen er forskellige for os mennesker. Og at man ikke kan sætte Guds ledelse på en formel. Men det, man kan gøre, er at bede om, at Gud vil lede og åbne og lukke dørene for en. Man kan også bede for den fremtidige ægtefælle, selvom man endnu ikke ved, hvem det er og bede Gud om at velsigne personen.
Vigtige overvejelser
Da du ikke skriver ret meget konkret om jeres forhold, vil jeg komme med nogle overordnede tanker:
I overvejelsen om, hvorvidt en person er den rigtige, har Gud givet os nogle redskaber, som vi kan bruge i denne proces: Følelser, fornuft og vilje. Hvad føler man for den anden? Hvad tænker man – vil man fx betale den pris, som forholdet kan medføre? Og hvad vil man vælge? Oplever man, at der er givet grønt lys til at gå videre, eller er der advarselslamper, som gør, at man skal tænke sig om en ekstra gang.
Nogle har sagt, at følgende ting skal være på plads, for at et forhold kan fungere: Sengen, bordet og børnene.
Med sengen menes ikke, at man skal have været i seng med den anden, men at man skal have en længsel efter intimitet og kropslighed med den anden. Er der et fysisk ubehag ved den anden, så er det måske et tegn på, at man ikke skal gå ind i forholdet. Den seksuelle tiltrækning og længsel hører med til det gode ægteskab.
Med bordet tænkes på alle de situationer, hvor man er sammen med den anden i en social sammenhæng. Er man flov over den andens måde at være på, eller har man ro og fred i situationen? Kan man være værter sammen?
Spørgsmålet rører ved områderne skam, stolthed og glæde. Skal man konstant forsvare den anden eller frygter man for, hvad den anden gør i offentlighed, så skal man nok lige tænke sig om en ekstra gang.
Med børnene tænkes på, hvordan man vil opdrage børnene. Igen er det ikke noget, man har mulighed for at prøve på forhånd, men det handler om, hvorvidt man deler samme værdier i livet. Har man samme værdisæt åndeligt og menneskeligt?
Forholdet skal også være ligeværdigt og gensidigt. Det betyder, at er det kun den ene, som vil forholdet, så kan det betyde, at man ikke skal gå den vej. Der er to i et forhold, og begge skal være villige til at vove. I jeres tilfælde skal ønsket om genforening være gensidigt.
Hvordan ved man, om man er ovre en eks-kæreste?
Det er ikke overraskende, at du stadig tænker meget på din eks-kæreste. At være kæreste med et andet menneske betyder, at det menneske har fået en plads i din livsfortælling. Hun er rykket nærmere på dig end andre og er blevet noget mere specielt end andre. Hvis jeres forhold har haft gode sider, er det naturligt, at der vil være en længsel efter noget af det, som var godt. Det tager tid at sørge. Det tager tid at heles efter et brud. Det tager tid at bearbejde og lære af det, som skete.
Kan det være den proces, som fortsat er i gang?
Det som skete med din ekskæreste skal integreres i din livsfortælling gennem tilgivelse, bearbejdning og tid. Og et af de steder, hvor heling og tilgivelse kan findes, er i dine samtaler med Gud.
Hvornår er man ovre et forhold? Det er man, når hun ikke længere er i din forgrund hele tiden, og tankerne om hende har fundet et naturligt leje, så du ikke tænker på hende hele tiden eller sammenligner andre med hende. Giv dig selv den nødvendige tid, så du mere frit vil kunne gå ind i et andet forhold, den dag en anden person træder frem af mængden og bliver vigtigere for dig, end hun var.
Prøv også at læse dette svar: Kærestebrud - hvad siger Bibelen om "den eneste ene"?
MÅ Gud gå med dig i din videre vej!
mvh
Ole