Kære ”Pigen”
Tak for dit spørgsmål.
Flirt
Du spørger om, hvornår det er ok at flirte. Som udgangspunkt vil jeg sige, at bliver man forelsket, er det en helt naturlig ting at bruge flirt som en måde at vise, at man er interesseret, og samtidig måske afprøve, om følelsen er gensidig. Men det er vigtigt at være bevidst om, hvorfor og hvordan du flirter. Som du kan læse i artiklen og sikkert også allerede har oplevet enten fra dit eget liv eller andre, så er flirt er på en gang dejligt og spændende – og samtidig kan det være svært og problematisk.
Flirt kan give en selv og andre nogle dejlige følelser, men kan også føre til det stik modsatte. Det er ikke altid nemt at vide, hvad den anden lægger i en flirt. Om han/hun flirter, fordi det i sig selv er dejligt og kan virke selvbekræftende, eller om den anden lægger mere i det og signalerer: ”Jeg vil gerne være kæreste med dig.” som der står i artiklen.
Flirter du udelukkende for at få opmærksomhed og selvtillid, kan du nemt komme til at såre en dreng, fordi han tror, du er interesseret i at være kærester. Det handler altså om, at du sørger for kun at sende signaler, som du selv kan stå inde for. Hverken mere eller mindre.
Kærester
Du spørger dernæst om, hvornår det er okay at blive kærester. Mit første hurtige svar til eleverne, da jeg selv arbejdede på efterskole, var, at de lige så godt kunne lade være med at blive kærester, for det holder jo alligevel ikke ;o) - Men en ting er statistik og fornuft, noget andet forelskelse…
Men det at have en kæreste på efterskole kan meget vel gøre efterskolehverdagen mere problematisk – du får ikke så meget ud af dit efterskoleophold, hvis du går rundt på skolen og er forvirret, ulykkelig forelsket, nedtrykt, jaloux og hvad der ellers kan følge med, hvis det ikke helt går, som du drømmer om. Derfor kan en god, lang periode som rigtig gode venner, som også fortæller meget om, om I passer sammen eller ej, være godt at prøve at holde fast i så længe som muligt. Prøv at læse vores artikel Et trin ad gangen er det mest sikre.
Jeg håber, du kan bruge mine svar og henvisninger, og jeg vil også gerne opfordre dig til at søge vejledning hos en, som kender dig godt, og som du har tillid til. Til sidst vil jeg ønske dig et rigtigt godt og udbytterigt efterskoleophold!
Venlig hilsen
Benjamin Hougaard