Hvorfor sveder min numse så meget?

Vis spørgsmål

Hej adamogeva

Jeg har et problem med, at min røv meget hurtigt bliver svedig. Når jeg sidder på en stol i 15 min. og rejser mig, er den brandvarm som i brandvarm.

Jeg går til klaver og skal sidde på stolen i 25 min. Jeg bliver helt svedig, og mine bukser begynder at klistre til mig. Det er vildt træls og vildt pinligt, når min lærer så skal spille noget for mig og skal sætte sig på stolen.

Kan I hjælpe???

Pige, 13 år

SVAR:

Hej pige 

Tak for dit spørgsmål. Jeg vil forsøge at give dig svar på, hvorfor du oplever dine gener.

Lidt om det at svede 

Din krop har en konstant temperatur på 37 grader. Hele tiden bliver vi udsat for skiftende temperaturer, og derfor er din hjerne programmeret til altid at holde temperaturen helt konstant på 37 grader. Hvis temperaturen begynder at falde, sætter hjernen muskelrystelser igang for at producere varme. Hvis temperaturen begynder at stige, sætter hjernen gang i at producere sved. Når vand fordamper, afgives der varme, og kroppens temperatur holdes nede.

Sveden kommer fra nogle små svedkirtler, som findes overalt i huden. Der findes særligt mange svedkirtler under armene og på ballerne. Det er livsvigtigt, at kroppen holdes på 37 grader. Stiger eller falder temperaturen for meget, kan kroppen ikke fungere.

Den varme stol

Når du sidder på en stol, vil noget af din kropsvarme afgives til stolen. Selvom du oplever, at stolen er brandvarm, kan stolens temperatur faktisk ikke blive varmere end det, der varmer den op – altså din krop, der er 37 grader. Stolen isolerer (holder på varmen) din hud på ballerne. Når der bliver holdt på varmen, begynder kroppen at svede. Læderstole – som klaverbænke ofte er – gør, at sveden ikke kan fordampe. Derfor bliver det vådt.

Udover varme kan nervøsitet gøre, at man producerer mere sved. Det er kroppens alarmsystem, der sætter gang i det. Jeg gætter på, at du nok er lidt nervøs til klaverundervisning.

Endelig kan det hænge sammen med, at du er i puberteten og derfor sveder mere, end du har været vant til. Læs mere om det i artiklen Fra pige til kvinde.

Sved er kroppens naturlige reaktion

Sved er altså et helt naturligt, når man udsættes for varme og nervøsitet. Det er faktisk ultravigtigt for, at kroppen kan fungere normalt, at den kan svede. Det er derfor helt normalt, at dine baller (og stolen) bliver varme og svedige, når du sidder i en stol.

Jeg vil anbefale dig at tage noget tøj på, som er let og samtidig kan absorbere lidt af sveden. Undgå bar hud mod læder – det vil helt sikkert give svedige lår.

Jeg håber, det kan hjælpe dig lidt at vide, at din krop reagerer helt naturligt, når du sveder – det er faktisk en livsvigtig reaktion.

Mvh Morten Damm

Annoncer