Hvorfor får jeg tørre orgasmer?

Vis spørgsmål

Hej.

Oplever følgende af og til: Når jeg kommer, kommer der ikke sæd med ud.

Hvordan kan det være? Mine sten er nede, men kan de hvirvle lidt rundt, og derved kommer der intet ud?

P, 16 år

SVAR:

Hej P

Jeg kan forstå, der ikke altid kommer sæd med ud, når du får en orgasme (en tør orgasme). Du spørger, hvad årsagen kan være til det.
Jeg vil først skrive om det, jeg er næsten 100 % sikker på, er årsag til din situation. Derefter vil jeg kort nævne andre årsager, som dog er meget usandsynlige i dit tilfælde.

Tør orgasme

En såkaldt “tør orgasme” er fuldstændig ufarlig. Faktisk er det forholdsvis almindeligt hos unge mænd. Det skyldes, at unge mænd kan få mange orgasmer relativt kort tid efter hinanden. Når det sker, kan man løbe midlertidigt (næsten) tør for sæd og sædvæske. Men bare rolig: sæd og sædvæske laves der nyt af hele tiden.

Andre mulige årsager

Der er nogle få andre årsager, som jeg egentlig ikke tror, kan være årsag til det, du beskriver. Men da jeg har meget få informationer om din situation, vil jeg hurtigt lige nævne dem:
Retrograd ejakulation: Når sæden ikke kommer ud ved orgasme, men i stedet løber op i blæren. Det sker kun, hvis man har en medfødt defekt, eller hvis man er opereret i prostata. I så fald sker det hver gang og ikke kun engang i mellem. Tisset vil bagefter være uklart.
Medicin og andre stoffer: Hyppigste årsag er medicin mod for højt blodtryk og depression.
En skade: Ved aflukning af urinrør eller sædkanal – fx har nogle professionelle cykelryttere fortalt om sådanne situationer.

Konklusion

Du får sandsynligvis en tør orgasme, fordi du midlertidigt er løbet tør for sæd og sædvæske. Det er ikke farligt, og det sker for mange unge mænd.

Jeg håber, det er svar på dit spørgsmål. Hvis du ikke synes det, er du velkommen til at skrive igen. Det gælder også, hvis der dukker flere eller helt nye spørgsmål op.

Mvh. Jonas

Annoncer