Er der en aldersgrænse for at få p-stav?

Vis spørgsmål

Jeg har overvejet at få mig en p-stav i stedet for p-piller, fordi man behøver ikke huske at tage pillerne hver dag, men i stedet kun en lille operation hver 3. år.

Har også ledt efter det, men jeg finder ikke, hvor der står, hvor ung man kan være til at få en p-stav i armen.

Håber jeg kan få svaret her.

S, 16 år

SVAR:

Kære S

Du vil gerne vide lidt om p-stav.

Hvornår er det aktuelt at bruge P-stav?

Den anvendes som oftest kun til personer, der har svært ved at huske at indtage p-piller. Det kræver nemlig en lille operation at få den lagt og senere fjernet igen. Den har været lidt udskældt, da nogen mente, at den kunne “vandre” dybere ind i kroppen, end den egentlig skulle, og derfor blev meget svær at fjerne. Det er ikke sandt. I dag er der udviklet en p-stav, der er lidt større, og derfor ikke “vandrer”.

Pris, anvendelse og regler

En p-stav koster ca. 1000 kr, men det er gratis at få den lagt. Din læge skal udskrive en recept og informere om, hvornår i din menstruationscyklus den skal anlægges. Din læge skal lægge den ind under huden med en lille nål og efter de 3 år fjerne den igen ved at skære et lille hul og trække den ud med en pincet.

Da det kræver et lille operativt indgreb at få p-staven lagt, skal du i princippet have din mor eller far med til lægen. Lægen må gerne vejlede i prævention og udskrive prævention til personer over 15 år (og under 18) uden deres forældre nødvendigvis informeres, men de må ikke foretage en operation. Ellers er der ikke nogen aldersgrænse for anlæggelse af p-stav.

Påvirkninger af menstruation og bivirkninger

P-staven giver i begyndelsen oftest uregelmæssige blødninger. Nogle oplever, at menstruationen helt forsvinder, andre at det bliver hyppigere eller kraftigere. Det retter sig ind i løbet af de første måneder. Men pga. prisen og risiko for bivirkninger er der mange, der fravælger p-staven.

Et alternativ til p-staven er p-ringen

P-ringen skal lægges op i skeden en gang om måneden og så fjernes igen efter 3 uger. Der behøver du ikke huske at tage en pille hver dag, og der findes en sms-service, der minder dig om dagen for at fjerne ringen og lægge en ny op. Ved p-ringen er der ikke noget operativt indgreb, og du kan hurtigt skifte til anden form for prævention, hvis du ikke er tilfreds.

Du kan tage en samtale med din læge om fordele og ulemper ved de forskellige typer af prævention.

Læs evt. også vores artikel Prævention – hvordan beskytter vi os mod graviditet?

Kærlig hilsen
Signe

Annoncer