Kære E
Det er helt ok at skrive til os, selvom der ikke nødvendigvis er et konkret spørgsmål. Nogle gange kan det være rart bare at dele sine oplevelser og få nogle tanker tilbage. Og det vil jeg meget gerne give dig.
Når jeg læser dine tanker, kan jeg næsten mærke, hvor meget du er tynget af din situation, og det er meget forståeligt. At bryde med nogle, man holder af, er bestemt ikke særlig rart.
Ud af det blå
Du skriver, at din ekskæreste virkede, som om han kunne lide dig, og pludselig slog han op. Det er ikke til at vide, hvorfor han har handlet, som han har. Det ved kun han. Men at det gør ondt på dig og får dig til at føle dig ført bag lyset og valgt fra, det giver god mening.
Når man går ind i et forhold, knytter man bånd – og har man som jer været kærester i flere år, kender man hinanden rigtig godt. I har delt liv igennem lang tid. I har været igennem op- og nedture og har set dybe sider af hinanden. I har også delt sex. Altså har du givet meget af dig selv væk til en anden person. Det vil gøre ondt, hvis alt det pludselig bliver taget fra dig. Og det er dét, du oplever lige nu.
Hvad gør du nu?
Mit bedste råd til dig er, at du sætter alle sejl ind på at komme over ham på den bedst mulige måde. Som du selv beskriver, gør det ondt at hænge fast i fortiden. For hver gang, du tjekker hans profil ud, bliver du mindet om det, du har mistet. Og det vil give stik i hjertet.
Selvom det ikke virker sådan lige nu, så kan et knust hjerte heles igen. Det kræver først af alt tid. Tid til at komme over sorgen. Hvor lang tid er desværre ikke til at vide, men du kan selv gøre noget for at komme videre. Jeg har nogle forslag – og måske har du selv flere gode ideer:
- Når du får lyst til at skrive til ham eller tjekke hans profil, så vælg noget andet, som du gør i stedet. Det kan være at skrive en besked til din veninde, gå ind til din mor, sætte en film på eller noget andet.
- Hvis han skriver til dig, så overvej meget nøje, om du skal svare – det kan også være med til, at du sidder fast i dine følelser og tanker.
- Hvis du har dage med tunge og triste tanker, kan du arbejde på at få dem ud af kroppen – fx ved at skrive dem ned, fortælle dem til én eller danse dem ud igennem en god sang.
- Fyld dine dage med ting, som du kan lide. Om det er gåture, bagning, caféture eller noget helt andet, så tænk over at have én ting hver dag, som du glæder dig til. Måske også med folk, som du holder af.
- Når du bliver alene igen, og det bare er ekstra svært, så hav evt. en liste liggende med alternative tanker, som kan være med til at løfte humøret. Eller en liste med ting, som kan opmuntre dig – som du kan gøre, selvom du er alene.
Vi har et tema, som hedder Kærestesorg. Her kan du klikke dig rundt og læse meget mere, som forhåbentlig kan give dig endnu flere redskaber og tanker med på vejen.
Jeg ønsker dig alt det bedste i tiden, som du går ind i nu. Og håber, at du om noget tid kan se tilbage og finde ud af, at du er kommet dig eller er godt på vej.
De bedste tanker fra
Mai