Kære S.
Jeg kan læse, at du har det svært lige nu, hvilket jeg godt kan forstå, når din kæreste ikke ønsker at være sammen med dig mere. Det er ikke let at skrive et svar, som enten trøster dig eller giver dig de svar, som jeg kan læse, at du søger. Jeg vil give dig nogle af de tanker, som jeg får, når jeg læser det, som du har skrevet. Jeg håber, at du kan bruge noget af mit svar som en hjælp.
Naturlig reaktion på magtesløshed
Jeg tænker, du reagerer meget naturligt på den krise-situation, som det er, når din kæreste vælger dig fra og vælger en anden kvinde til at overtage din plads. Det virker som om, at du har prøvet at gøre alt muligt for at få din kæreste tilbage. Men da han fastholder sit valg med at slå op med dig, så virker det som om, at nu kommer du til at stå i en situation, hvor du er totalt magtesløs. Lige meget, hvad du gør, så ændrer det ikke ved situationen – Du får ham ikke tilbage.
Giv slip på ex-kæresten
Mit bedste råd til dig er, at du skal vælge at give slip på ex-kæresten og acceptere, at du ikke kan få ham tilbage. Hvis du bliver ved med at håbe på, at du kan få ham tilbage, så kommer du til at sidde fast i smerten og magtesløsheden. Når jeg læser det, som du skriver, så har han taget et valg, som du desværre ikke kan gøre noget ved andet end at forholde dig til, at det er sådan, at jeres forhold ender.
Sørg over de tabte følelser
Når du mister noget, som du holder af og har værdsat, så er det en sorg. En sorg over de tabte følelser, som ikke bliver gengældt. Du kan ikke undgå at blive ked af det og frustreret, men når du vælger at give slip på ønsket eller håbet om at være sammen med kæresten, så vil sorgen og smerten være i en periode. Men efter noget tid, når du har været i smerten over at måtte acceptere, at det ikke ham, som du skal være sammen med, så vil du kunne komme videre følelsesmæssigt.
Hvad er rimeligt
Jeg kan læse, at du skriver, du ikke har spist i de sidste 3 uger, og du har tabt 6 kg. Jeg kan få den tanke, om du egentlig synes, det er rimeligt, at han får lov til at forstyrre dig så meget, at du ikke kan spise og sove? Synes du, at det er rimeligt, at han får lov til at begrænse dit liv? Jeg tænker, at du skal overveje, hvor meget energi og tid du fortsat vil bruge til at være frustreret over ham og hans valg? Så hvad er han værd? Er det rimeligt, at han fortsat forstyrrer dig og dit liv, hvis du ender med at gå i stykker følelsesmæssigt?
Depression – vigtigt med hjælp
Jeg kan læse, at du har problemer med depression. Jeg kan ikke læse, om du får hjælp til at håndtere depressionen. Hvis du allerede får hjælp til depressionen, så er det godt. Det er vigtigt, at du har en oplevelse af, at hjælpen er brugbar for dig, og gør en forskel for dig i dit liv. Hvis du ikke rigtig oplever, at hjælpen er brugbar, så prøv at tale med nogen om det. Det er mange gode muligheder for at få hjælp til depression – hjælpen skal bare passe til dit behov og personlighed.
Hvis du ikke allerede får hjælp til depressionen, så vil jeg opfordre dig til at søge hjælp enten hos din læge, en psykolog eller en terapeut.
Jeg håber, at du passer godt på dig selv både fysisk og psykisk. Du og dit liv er alt for værdifuldt til at blive ødelagt og begrænset af et andet menneske, så tag dig selv alvorligt.
Kærlig hilsen
Linda Valbjørn