Hvordan kan jeg sætte skub i mig selv?

Vis spørgsmål

Hej Adam og Eva

Min kæreste og jeg har været sammen i snart fire år. Vi er begge 20 år.

Der har i vores tid sammen været mange udfordringer. En af de store, gennemgående udfordringer er, at jeg til tider er initiativløs, passiv og god til “bare at lade livet gå sin gang”. Jeg vil virkelig gerne gøre noget aktivt for at ændre mine problemer/udfordringer, og min kæreste har også mange gange udtrykt det samme!

Jeg kan virkelig godt forstå hende, men problemet er, at jeg virkelig har svært ved at sætte noget i gang hos mig selv for at hjælpe mig selv, og jo større problemerne bliver, jo sværere bliver det også at komme i gang med en udvikling. Det resulterer ofte i, at jeg bliver endnu mere passiv og indelukket.

Det har stået på længe, og det er blevet så stort, at vi ikke længere helt kan håndtere det, og vi har derfor brug for hjælp til, hvad vi skal gøre i vores forhold. Og hvordan kan jeg hjælpe mig selv til at sætte gang i en positiv udvikling i mig selv, og hvordan kan jeg tage mere initiativ?

Jeg elsker min kæreste overalt på jorden, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at vores forhold kan blive godt at være i, men det er, som om jeg så altid stopper der. Jeg har svært ved at gøre noget ved det.

Håber, I kan hjælpe mig!

Hilsen mand, 20 år

SVAR:

Hej mand

Tak for dit åbne spørgsmål, der handler om dig selv. Jeg vil gerne skrive nogle overvejelser tilbage til dig.

At lytte til sig selv med forståelse

Du skriver, at du er initiativløs, passiv, lader livet gå sin gang, og at det er svært at sætte noget i gang. Vi har mange sider i os. Hvordan vil det være at spørge den side, som er initiativløs og passiv om, hvad det er, der gør, den agerer sådan? Har denne side været vant til at optræde på den måde hele sit liv i din opvækst? Har dine forældre det på samme måde? Hvis den side af dig kan genkende mønstret tilbage i tiden, så er det helt forståeligt, at siden stadig agerer på samme måde. Så har den lært at leve sådan. Og vi gør alle, det bedste, vi har lært!

At bryde et mønster

Når jeg som menneske bliver bevidst om mig selv og min måde at være på, giver det mulighed for at overveje, om jeg ønsker at påbegynde og træne en forandring. Forestil dig, du er i et hamsterhjul. At overveje forandringer er ligesom at stille sig ved sit hamsterhjul. Når du står der, kan du prøve at kigge på mønsteret i hamsterhjulet. Ved at få afsløret det mønster er det lettere at finde redskaber til forandringer. Måske kan det hjælpe dig til at se, hvad der er i spil, og hvor det kommer fra.

At finde redskaber som hjælp

Jeg har lyst til at sige, at jeg gerne vil møde din udfordrede side med venlighed og forståelse. Den har nemlig ikke brug for skæld ud. Jeg vil også gerne spørge den, om det er træls at have det sådan. Hvis svaret er ja, vil jeg gerne skrive, at jeg er overbevist om, den ikke har villet genere nogen med det, men at siden sikkert mangler værktøjer til hjælp, da det er uvant.

Forslag som hjælp til forandringer

Vil det være en ide, at din kæreste og du laver en liste med ideer til, hvad I gerne vil gøre sammen? Det kan være et skridt i den rigtige retning. Næste skridt kunne så være, at du konkret vælger én ting fra listen og siger, at det punkt vil du i første omgang øve dig på. Det er vigtigt at finde en realistisk øvelse. Efter et stykke tid kan du så vælge en ting mere. Det er nemmere at forholde sig til – og ændre på – én konkret ting ad gangen end at stille et umuligt krav til sig selv om at blive helt anderledes.

Du og din kæreste kan også vælge at læse bogen Kærlighedens 5 sprog. Læs et kapitel ad gangen og tal om, hvad I får ud af det. Tusindvis af par har fået hjælp til at forstå både sig selv og den anden bedre ved at arbejde med den bog.

Jeg er den jeg er

Det kan være fint at forandre ting, men det er vigtigt at huske, at vi hver især har vores personlighed. Har du nogensinde tænkt på, at der også kan være noget godt i at kunne slappe af, hygge sig og lave ingenting? Det skriver jeg for at fortælle, at der ofte er både gode ting og udfordringer ved vores mange forskellige sider.

Jeg håber, du har fået lidt nytænkning omkring dig selv skubbet i gang ved det, jeg har skrevet til dig.

Mange hilsner
Hanne Esmarch

Annoncer