Hvordan kan jeg hjælpe min veninde, som har meget lavt selvværd?

Vis spørgsmål

Hej brevkasse!

Jeg har en rigtig god veninde, som jeg har kendt hele mit liv. Hun havde for nogle år siden en spiseforstyrrelse, som vi veninder ikke vidste særlig meget om, men vi troede, hun havde fået det godt igen. Her for et par dage siden åbnede hun op for snakken igen og fortalte, at hun stadig har det ligeså dårligt med sig selv som dengang og har meget lavt selvværd.

Det er umuligt at se på hende, at hun har det dårligt, fordi hun er så god til at skjule det og har gjort det i mange år nu. Heldigvis har hun fået snakket med sin mor om det, og de er nu i gang med at finde en professionel, som hun kan snakke med.

Jeg vil gerne hjælpe hende så godt, som jeg kan, men jeg har svært ved, hvordan jeg gør det på den bedste måde. Har I nogle gode råd til, hvordan jeg kan hjælpe min veninde med disse store psykiske problemer?

Venlig hilsen mig, 18 år

SVAR:

Tusind tak for din mail. Hvor er jeg glad for, at du skriver til os!

Professionel hjælp er vigtig

Det er rigtig godt, at din veninde har fået talt med sin mor, og at de nu er i gang med at finde hjælp til hende. Det er meget vigtigt at få på plads, og det er vigtigt at få adskilt dig som veninde og så hendes sygdom. Den behandling, din veninde skal i gang med, skal de professionelle terapeuter og læger hjælpe hende og familien med. Du er til gengæld rigtig vigtig som den lyttende og støttende veninde. Derfor glæder det mig også, at du skriver, hun har fortalt dig noget om, hvordan hun har det.

Du er vigtig

Inden jeg kommer med nogle ideer og råd til, hvad du kan gøre sammen med hende, vil jeg først tale lidt om og til dig. Du er nemlig meget vigtig her. Det er vigtigt, at DU har det godt med dig selv, og at du ikke bebrejder dig selv, hvis hun bliver ved med at have lavt selvværd eller bliver ved med at være syg.

Du kan IKKE gøre hende rask. Det er kun hende selv, der kan det (i samarbejde med læger og terapeuter).

Lyt på den gode måde

Du kan være en veninde, der lytter til hende. Det lyder nemt, men det er det ikke. Når vi siger, vi lytter, gør vi det sjældent. Vi tænker for fuld skrue. Mens du lytter til din veninde, kører din hjerne på højtryk med spørgsmål: Hvad skal jeg gøre ved det? Er det rigtigt, det hun siger? Hvad skal jeg spørge om? Hvorfor gør hun ikke dit eller dat osv. Vi vil så gerne hjælpe, fixe og ordne. Men det kan vi ikke altid. Så når du skal lytte, er det DET ENESTE, du skal gøre.

Få hende til at fortælle, hvordan hun har det, og så “bruger du det, hun siger”. Fx siger hun: “Jeg er ikke god til noget.” Straks går din hjerne i gang med at modbevise det, så din mund siger: “Det passer da ikke!, Du er da god til ...” Men det hjælper hende ikke noget. For hun tror ikke på det. Du skal i stedet bruge det, hun siger og spørge: “Hvad er det, du synes, du ikke er god til?” Så fortæller hun om det. På denne måde får hun tømt alle følelser ud om det, at hun ikke synes, hun dur til noget. Samtidig har du ved ét enkelt spørgsmål fået rettet hendes opfattelse af, at hun ikke er god til noget som helst i hele verden til i stedet måske at omhandle de tre ting, hun nævner, som fx kan være fodbold, købe det rigtige tøj eller finde en kæreste. Hvis hun fx siger: “Jeg fatter ikke en pind af skolen!” Så prøv igen at få hende til at blive specifik: “Hvad er det ved skolen, du ikke fatter?” Få hende til at tale mest, så du ikke skal bruge dit krudt på at finde på alle mulige spørgsmål og forslag til, hvad hun skal gøre. Dem kan hun alligevel ikke bruge til noget.

Hun skal have lov at læsse af

Mennesker, der har det svært, får ofte bedre hjælp ved at få lov til at læsse af og tale ud, end hvis vi kommer med en masse forslag til, hvad de skal gøre for at få det bedre. Alle forslagene fører bare til, at de bliver bekræftet i, at de ikke kan finde ud af noget selv. Men ved at få læsset af kan personen blive mere klar over sin egen situation og dermed bedre være i stand til at gøre noget andet. 

Selvværd

Når mennesker vurderer sig selv lavt, kalder vi det, at de har et lavt selvværd. Det er deres egen vurdering. Selvom vi andre omkring dem synes, de både er søde og dejlige, så er deres egen vurdering vigtigst for dem og den, der taler højest. Din veninde har svært ved at elske sig selv. Du kan hjælpe hende med at vise hende, at hun er værd at elske ved at være sammen med hende, tale med hende og lytte til hende. Prøv, om du kan undgå at vurdere, om det hun gør, er rigtigt eller forkert. Selvom du roser hende, kan hendes egne tankemønstre ændre det, du siger, så hun tror, du har sagt noget andet og dermed bekræftet hende i, at hun ikke er god nok.

Vær i stedet bare sammen med hende, grin sammen med hende, gå en lille tur og drik en kop te. Prøv at holde fokus på det gode i livet og i små portioner lytte til hendes problemer, men lad være med at tale om mad, tvinge hende til at spise eller lignende. Lad behandlerne om det.

Konkret viden

På nettet kan du finde 18 gode råd til pårørende om spiseforstyrrelser. Der er nogle gode pointer, som er vigtige at forstå, når man er tæt på et menneske, som lider:
https://www.dr.dk/levnu/psykologi/18-gode-raad-til-paaroerende-om-spiseforstyrrelser

Du kan også læse bogen Min vej ud af anoreksi, hvor en kvinde fortæller om, hvordan hun oplevede at leve i og komme igennem en periode med spiseforstyrrelse.

Jeg kunne blive ved med at skrive en masse gode råd, men det allervigtigste er: Vær der og lyt.

Pas godt på dig selv.

Mange hilsner
Anja

Annoncer