Hvordan kan jeg blive mere forelsket i min kæreste?

Vis spørgsmål

Jeg skriver til jer, da jeg har brug for et par gode råd.

Jeg er i midten af tyverne og har en kæreste, som jeg har været sammen med i halvandet år. Vi har det godt sammen og deler de samme værdier samt kan snakke om alt. Det hele er meget let og ubesværet.

Men jeg har aldrig haft sommerfugle i maven eller været decideret forelsket, og det bekymrer mig helt vildt, at jeg ikke kan mærke det store, når vi er sammen. Jeg oplever også, at mine orgasmer føles mindre intense, når vi er sammen, end de har gjort med mine tidligere partnere. Jeg er dog ikke et sekund i tvivl om, at jeg elsker ham, og at vi skal være sammen samt stifte familie.

Men hvordan får jeg flere større følelser i kroppen, når vi er sammen eller hvordan kan jeg lære at acceptere, at det føles anderledes, end jeg har prøvet før med andre mænd?

Håber I kan hjælpe. På forhånd tak. 

M, 26 år

SVAR:

Kære M

Tak for dit spørgsmål til os på AdamogEva.dk. Hvor er det dog et godt spørgsmål, du stiller, når du spørger, hvordan du kan blive mere forelsket i din kæreste. Jeg vil prøve at give dig mine overvejelser om følelser, og om hvordan vi kan lære dem at kende og lære at acceptere dem, og så vil jeg skrive lidt om seksualitet og seksuel respons/stimuli.

Spørgsmål til overvejelse

Du skriver, du og din kæreste har været sammen i 1½ år, og du er ret sikker på, at du elsker ham, og du kan godt forestille dig at stifte familie med ham. For mig betyder det, at der er noget ved ham, som du må bruge lidt tid på at finde ud af, hvad er. Undersøg hvad det er, der får dig til at tænke og sige sådan. Hvad er det, der gør, at du kan se en fremtid sammen med ham? Hvad er det, der gør, at du kan sige, du elsker ham?

Du skriver, at du ikke er et sekund i tvivl om, at du elsker ham. Hvad er det, han har, som du er faldet for? Hvad er det, han giver, som du godt kan lide? Hvad er det, der gør, at I er gode for hinanden? Hvor oplever I glæde i fællesskabet med hinanden?

Det var mange spørgsmål – det er jeg klar over – og de er vigtige for at holde det fokus, som gør, at netop I skal være sammen.

Følelser forandrer sig

Så vil jeg skrive om det, som du gerne vil have noget hjælp til. Du siger, du gerne vil have flere større følelser for ham. Det forstår jeg godt, og samtidig får jeg lyst til at sige til dig, at følelser er noget, der kommer og går. Det er det, der på én og samme tid gør dem skønne (når de er der) og besværlige (når de er fraværende). Lige nu er dine følelser fraværende i hvert fald i en sådan grad, at du reagerer på det. Det er helt ok.

Det, du kan gøre og er ansvarlig for, er at blive klar over, hvad der “tænder” dine følelser og fortælle din kæreste, hvad du mener, han kan gøre for at hjælpe “de varme følelser” på vej. To ting er vigtigt her: Du er ansvarlig for at fortælle ham det, samtidig med du må huske på, at ingen kan opfylde dine behov fuldt ud. Måske kan du få noget ud af at læse vores artikler Kærlighed i praksis og Kærlighed og forelskelse.

Har du en fornemmelse af, at han prøver så godt han kan, eller er han ikke interesseret i dig? Det kan være vigtigt at tænke på, at I er på vej ind i en periode, hvor det skal vise sig, om I vil kærligheden, eller om jeres forhold kun kunne holde til en forelskelse. Der er stor forskel på et parforhold, der er båret af kærlighed, og et parforhold der er båret af forelskelse. I må vælge, hvilket parforhold I ønsker.

Bedre sex

Seksuel respons/stimuli kræver, at du kender din krop godt. Hvad er det, der gør, at du mærker ophidselse, og hvor på kroppen kan du særligt lide at blive berørt? Det er forskelligt fra person til person samtidig med, det også er forskelligt i perioder, hvor vi nyder at blive berørt. Ved din kæreste, hvor og hvordan du godt kan lide at blive berørt?

Seksuel nydelse kræver overskud og tid. Hvis det ikke er til stede i jeres forhold, kan det være lidt af en sej kamp sådan bare lige at nyde en orgasme. Skab den ro og det overskud, der skal til, og sæt tid af til at nyde hinanden, så er det et første skridt i den rigtige retning. Det kan godt være, det tager længere tid, før det lige lykkes – men hvad gør det?

Jeg ved om nogle, der har fået hjælp af sensualitetstræning – du kan finde forskellige varianter af det. Bogen Bedre sex – og mere af det af Douglas E. Rosenau kan være en mulighed at få hjælp fra, ligesom du kan læse vores artikel Vejen til god sex.

Det parforhold, du har/kommer til at få, er enestående – intet mindre. De elementer (litteratur om parforhold og hjælp gennem parforholdsundervisning eller parterapi) der skal til et godt parforhold ligger allerede parat, hvis du/I vil bruge dem. Et velfungerende parforhold er ikke noget, der bare sker – det er noget, vi arbejder for og i perioder kæmper for.

Jeg vil ønske jer alt det bedste i tiden, der kommer.

Kærlig hilsen
Ulrik Buch

Annoncer