Kære C
Tak for din henvendelse til AdamogEva, som du afslutter med ordene: ”Det var ikke helt et spørgsmål…”.
Min fornemmelse er, at der i hvert fald ligger ét spørgsmål bagved alt det, du skriver, nemlig: ”Hvem er jeg egentlig?”.
Du indleder med at skrive, at du har læst på AdamogEva, at man skal ”være sig selv”, hvis man skal finde sig en kæreste. Til det tilføjer du: ”…når man ikke ved, hvem man er, er det ikke let”. Du siger, at du ind imellem føler det, som om du er en maskine, og at der ikke er følelser. Du nævner også, at du oplever, at du nogle gang har styr på det hele og på samtalen og andre gange, så holder du dig tilbage eller retter på dig selv.
…så hvem er du egentlig? Hvad er der egentlig derinde i dig?
Jeg vil forsøge om jeg kan dele nogle ”kloge” tanker om det.
I voldsom udvikling
I din alder sker der generelt en helt masse med ens udvikling. Du er på vej til at blive voksen, men er det ikke helt endnu. Den udvikling, der sker, er både noget fysisk, men også noget mentalt, altså noget inde i hovedet, i tankerne og følelserne. Det kan være svært at følge med i det hele og forstå sig selv, fordi der ligesom sker noget med en, som man ikke selv kan styre, og som man ikke selv har bedt om. Det kommer bare. Det er en ret voldsom oplevelse på mange måder.
Måske kender du til en billedteknik, man kan lave på computere, som kaldes ”morphing”. Det består i, at man har to forskellige billeder, f.eks. billedet af hovedet på en grøn frø og et ansigt. Ved at ”morphe” de to billeder, kan man lave et nyt billede, hvor ansigtet er halvt frø og halvt menneske, altså noget midt imellem. I programmet, som man morpher med, kan man typisk trække i en knap, så man kan se, hvordan frøen gradvis bliver til et menneske og modsat. Når man indstiller knappen et helt bestemt sted kan man være i tvivl. Hvad er det lige nu? Er det et menneske? Er det en frø?
Den forandring der sker hos en person, som kommer i puberteten, svarer lidt til sådan en morphing. Pludselig bliver man højere, pigerne får bryster, drengene får en dybere stemme og der sker en masse andre forandringer. Der sker en forandring og man er på vej til at blive noget andet. Ligesom med morphing programmet kan man pludselig komme i tvivl. Hvem er jeg egentlig lige nu? Er jeg et barn? Er jeg voksen?
Tæt på voksen
Som 17-årig vil du sikkert mest opleve dig selv som voksen. Og hvad vil det så sige? Hvad er en voksen? Du har jo ikke ret meget erfaring med at være voksen, så hvad betyder det lige for dig, at du nu er det? Ubevidst vil mange af disse spørgsmål fare rundt i din underbevidsthed og jeg tror, at det kan være årsagen til dine forvirrede følelser, og at du spørger dig selv: ”Hvem er jeg egentlig?”.
Nye forventninger og reaktioner
Du fortæller, at ingen valg falder dig naturligt længere. Giver det mening for dig, at se det hele i det perspektiv, som jeg lige har beskrevet? Da du var barn, faldt det dig naturligt at græde, hvis du faldt og slog knæet. Nu er du næsten voksen og nu forventes der noget andet af dig. Dine forældre, dine søskende, hvis du har sådan nogle, dine venner og alle du kender, har nye forventninger til dig. I din nye rolle som voksen, skal du lære at gøre nogle andre ting. Det vil i starten føles mærkeligt og måske skræmmende. For dig føles det måske også unaturligt. Giver det mening?
Da du var barn, kunne du måske blive henrykt over en julegave, som du kunne bruge mange timer på at lege med. Hvad er det lige man leger med som voksen? Hvor er det lige man finder den barnlige legeglæde, når man ikke længere er et barn? Og hvordan viser man begejstring, når man ikke længere hopper op og ned og klapper i hænderne?
Tab og sorg
Alle disse ting der sker, kan godt fremkalde en sorg indeni. Måske er der noget indeni dig, som du ikke er helt bevidst om, men som alligevel skriger: ”Holdt, stop, stands! Jeg vil ikke være voksen endnu. Jeg vil have lov at være barn lidt længere. Jeg er ikke færdig med at lege! Jeg vil ikke have ansvar! Jeg kan ikke klare alle de voksne”. Måske du ikke kan høre stemmen, men du kan måske mærke følelsen af sorg. Kan du mærke noget indeni, som gør dig ked af det? Noget der føles som om, at du har glemt eller tabt noget meget vigtigt og som du ikke kan få fat i igen? Hvis du mærker det, er det en naturlig del af morphingen.
Giv dig selv lov til at være usikker og del det med andre
Det var mine tanker om mulige årsager til, at du har det, som du har det. Jeg vil også gerne sige lidt om, hvad du eventuelt kunne gøre.
- Erkend, at du er ved at blive voksen (morphet fra barn til voksen) og at det er naturligt ikke helt at vide, hvem du er lige nu.
- Øv dig i at udtrykke, hvad du føler og tænker, overfor andre. Når du hører dig selv sætte ord på følelser og tanker, så lærer du dig selv, hvem du er. Du lærer at acceptere dig selv, frem for bare at undres. Du kan gøre det ved at skrive dagbog, men det bedste vil være at tale med nogen, som du har tillid til. Hvis du ikke er vant til at dele følelser med andre, kan det være svært i starten, men gør det alligevel!
- Giv dig selv lov til at være usikker og tøvende. Ingen i denne verden er perfekt og hvis du kan give dig selv lov til ikke at være det og være barmhjertig overfor dig selv, tror jeg det vil kunne gavne dig. Undlad at stille krav til dig om, at du skal være hurtig i replikken, være glad hele tiden, vide hvem du er osv. Giv dig selv lov til at være forvirret. Ting tager tid.
Jeg ved ikke, om disse tanker var ”kloge” for dig. Brug dem, som giver mening og glem de andre. Især vil jeg dog håbe for dig, at du vil blive ved at dele dine tanker med andre, ligesom du nu har gjort det med os. Hvis du gør det, arbejder du i den rigtige og gode retning for dig.
De bedste hilsner fra Benny