Kære K
Tak for din henvendelse. Hvor er det godt, at du søger hjælp til dit problem og ikke går alene med det.
Dejligt at have gode minder
Vores hjerne er indrettet, så vi ofte husker de gode ting, og det skal vi være glade for. Men problemet er, hvis vi hænger fast i fortiden – i alle minderne – og ikke kan komme videre. Det kan sagtens ske, når vi skifter til nye omgivelser, som fx når du starter på efterskole. Det nye, som du oplever, kan føles meget uoverskueligt og svært og kræver rigtig meget energi af dig. Og så er det nemmere at holde fast i det, du havde før, det du kender, og som føles trygt og rart. Det er helt naturligt.
Du savner jo dine gamle venner, som du har mange gode minder sammen med. De minder er gode at have. De må gerne ligge som en positiv følelse, der farver din oplevelse af livet nu.
Vigtigt at være i nuet
Men jeg tror, du skal øve dig i at turde være i nuet. Prøv at være lidt nysgerrig efter, hvem de andre på efterskolen er. Måske ligger der nogle nye, gode venskaber og oplevelser og venter på dig, som du går glip af, hvis du ikke involverer dig. Du kan prøve at være lidt konkret og planlægge, fx: “I dag vil jeg være 100 % sammen med den eller dem fra efterskolen i 30 min. her og 1 time der” osv. Fx hvis I spiller fodbold, drikker kaffe/te eller andet.
På samme måde i undervisningen. Giv timerne og de andre elever noget koncentreret opmærksomhed. Deltag i det, der har din interesse. Og så giv dig lov til på et andet tidspunkt at tænke på dine venner derhjemme, sende en sms eller gå på facebook. Så tror jeg, du med tiden vil opleve, at dine minder om vennerne derhjemme ikke vil gøre så ondt længere, men gøre dig glad, og at dit samvær med de andre på efterskolen vil fylde mere og også give dig glæde og energi.
Der er også gode ting forude
Alt nyt tager tid, men det nye bliver ikke ved med at være nyt. På et tidspunkt bliver det også til gode minder. Og så skal du huske på, at selvom du stopper på efterskolen, er det ikke sikkert, at den tid og de oplevelser, du tænker på, kommer tilbage. Der er sket meget der også. Så tag de gode minder med dig, saml på dem sammen med alle de gode minder, du vil få fremover.
Tal med nogen om det
Måske ville det være en god idé at tale med en af lærerne om det. Fortæl, hvordan du har det. Lærerne har snakket med mange, der har det ligesom dig, og det letter altid på tunge ting og tanker, når man deler dem med nogen.
Jeg ønsker dig alt godt og nyt mod.
Kærlig hilsen
Hanna