Jeg er 12 år, vejer 41 kg og er 154 cm høj. Er jeg for tyk?

Vis spørgsmål

Hej, jeg er en pige på 12 år.

Jeg tænker rigtig meget på min vægt og føler mig tyk, selvom alle siger, at jeg er tynd.

Hele sidste skoleår spiste jeg måske ét æble i løbet af en skoledag. Jeg begyndte så langsomt at spise lidt mere, og vægten lå i baghovedet. Men nu er jeg begyndt at veje mig igen, kigge rigtig meget i spejlet, og selvom jeg kan mærke mine ribben, føler jeg mig tyk og kan ikke se andet end nogle kæmpe lår. Jeg er rigtig ked af det og føler, at jeg skal tabe mig.

Min bedsteveninde er begyndt at være mere sammen med vores anden fælles veninde, og de har for sjov sagt, at jeg var fed og driller mig lidt med det for sjov. Men når man i forvejen har dårlig selvtillid, hjælper det ikke, når selv ens bedste ven kalder mig tyk. Jeg er blevet kaldt ting for sjov, som fx narHVAL, og nu spekulerer jeg på, om de siger det for sjov, eller fordi de mener, jeg er tyk?

Jeg prøver at spise mindre, men der ryger også tit noget slik med ned. Jeg har gået til håndbold, men er nu stoppet og vil begynde at "træne" i fitness i stedet for.

Jeg vejer cirka 41 kg og er cirka 154 cm høj. Er det for meget? 

K, 12 år

SVAR:

Kære K

Tak fordi du viser os den tillid, at du søger svar på dine problemer hos AdamogEva.dk.

Din vægt er helt normal

Du er bekymret for, om du er for tyk, selvom alle fortæller dig, at du er tynd. Lad mig allerførst svare på dit afsluttende spørgsmål: Om det er for meget, at du vejer 41 kg, når du er ca. 154 cm høj. Svaret er, at du ikke vejer for meget. For en pige på 12 år lyder det som et fornuftigt forhold mellem vægt og højde. Derfor ser jeg ingen grund til, at du skal forsøge at begrænse, hvad du spiser eller forsøge at tabe dig ved hjælp af motion.

Som 12-årig står du overfor nogle år, hvor din krop vil gennemgå flere forandringer; herunder vil det optimale forhold mellem vægt og højde også ændre sig. Din krop vil i løbet af de næste år få mere kvindelige former, hvilket blandt andet helt naturligt betyder, at din vægt også vil ændre sig forholdsvist mere end din højde. Helt konkret vil det sige, at en voksen kvinde på 154 cm gerne skal veje mere end 41 kg (normalvægt for en voksen kvinde på 154 cm er 47-59 kg). Du kan læse mere om, hvordan pigers kroppe forandrer sig i artiklen Fra pige til kvinde

Følelsen af at være for tyk

At din vægt er helt normal, ændrer imidlertid ikke ved, at du selv føler dig for tyk og er alt for optaget af din vægt og dit spejlbillede. Du har i en periode næsten ingenting spist i løbet af en skoledag, og du er nu igen inde i en periode, hvor du forsøger at begrænse det, du spiser. Derudover beskriver du også, at du kun kan se nogle kæmpe lår, når du kigger på dig selv i spejlet, og jeg får indtryk af, at du er meget optaget af tallene på vægten. Alt dette gør, at jeg bliver bekymret for dig, da jeg synes, det lyder alt for meget som den adfærd og de tanker, som man ser hos unge med spiseforstyrrelser som fx anoreksi. Du kan læse mere i vores artikel Spiseforstyrrelse.

Ud fra din henvendelse kan jeg ikke sige, om din optagethed af vægt og figur samt indtag af mad på nuværende tidspunkt har et omfang, så der er tale om en spiseforstyrrelse. Men jeg kan frygte, at du i hvert fald på længere sigt risikerer at udvikle en spiseforstyrrelse, hvis du ikke får den rigtige hjælp.

Vigtigt med den rigtige hjælp

Du skriver ikke noget, om andre ved, hvordan du har det. Har du fx talt med din mor eller en anden voksen om dine tanker? Hvis ikke, synes jeg, du skal dele, hvordan du har det, med en voksen, som du har tillid til – allerhelst din mor eller far. Men det vigtigste er, at du i første omgang får talt med en voksen, som du har tillid til, og som kan hjælpe dig.

Udover at lytte og vise forståelse er det også den voksnes opgave at hjælpe dig med at få den rigtige hjælp. Hvis dine problemer viser sig at være så store, at du har brug for egentlig behandling, vil din læge kunne hjælpe med at henvise dig til den rigtige behandling.

For at få den bedste rådgivning hurtigst muligt og som en hjælp til at få afklaret, hvor omfattende dine problemer med vægt, spisning og kropsbillede egentlig er, vil jeg også anbefale, at du sammen med fx dine forældre kontakter en anonym rådgivning, hvor man ved rigtig meget om spiseforstyrrelser og behandling af spiseforstyrrelser. I Region Midt er der en anonym rådgivning, som er landsdækkende. Du kan finde information om rådgivningen ved at gå ind på: Spiseforstyrrelser.net.

Du kan også finde oplysninger om forskellige muligheder for rådgivning hos Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade.

Da du kun er 12 år, synes jeg bestemt ikke, du skal gøre alt dette alene. Derfor er det så vigtigt, at du får involveret mindst én voksen i din situation. For mange kan det være svært at tage hul på sådan en samtale. Er det også tilfældet for dig, så kan du evt. vise din henvendelse og mit svar til en voksen og fortælle, at det er dig, som det handler om.

Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig til at få et naturligt og afslappet forhold til din vægt.

Jette

Annoncer