Hej L
Først og fremmest vil jeg gerne sige tusind tak, fordi du har skrevet til os. Tak, fordi du viser os den tillid. Jeg vil gøre mit bedste for at give dig et svar, du kan bruge til noget.
En gave at blive mor
Først vil jeg gerne sige: Jeg kan godt forstå, du er helt forelsket i tanken om at få et barn! Børn kan være fantastiske, spændende og sjove. Det er en utrolig stor gave at blive forældre og at blive mor. Jeg er selv mor til to, så jeg kan sagtens forstå de følelser, du sidder med.
Jeg vil dog også gerne udfordre dig lidt til at undersøge, hvorfor du så gerne vil have et barn lige nu. Der er ikke mange andre på 15 år, som har den samme længsel. Jeg ved ikke, hvordan dit liv ellers ser ud, for det har du ikke skrevet om. Men når jeg læser dit brev, får jeg den tanke, at dit store ønske om at få et barn måske hænger sammen med noget andet. Er der noget i dit liv, som gør ondt, eller som du er ked af? Er du meget ensom? Måske rammer jeg helt ved siden af med den tanke, og så skal du bare smide den væk. Men hvis du kan mærke, at der er noget om det, synes jeg, du skal tale med en voksen. Måske din mor eller far, sundhedsplejersken på din skole eller en helt fjerde.
Du skriver, at du ikke har en kæreste, og muligheden for insemination er ikke tilgængelig, før du er 18 år. Så hvad gør du lige nu med din store længsel?
Bliv frivillig
Jeg tænker, du kan gøre flere forskellige ting for at få opfyldt noget af din trang til at være sammen med børn. Nu ved jeg jo ikke, hvor du bor, men du kan kontakte dit lokale sygehus og høre, hvad der er af muligheder for at blive frivillig. Her tænker jeg, at du kan melde dig som frivillig på børneafdelingen og måske endda også på afdelingen for for tidligt fødte spædbørn.
Dine muligheder er måske lige nu begrænset på grund af COVID-19, men vi håber alle sammen på, at der snart løsnes mere op.
Bliv babysitter
En anden mulighed er, at du kan lede efter job som babysitter. Det kan du gøre både blandt dine nærmeste og blandt folk, du ikke kender. Måske er der nogle i din familie, som har små (eller store) børn, som trænger til en lille pause fra forældreskabet en gang imellem, og her kan du måske være en hjælp.
Du kan også lave et opslag på Facebook, hvor du fortæller lidt om dig selv og skriver, at du gerne vil prøve kræfter med at være babysitter. Måske er der en Facebookgruppe for dit lokalsamfund, hvor det giver mening at lave et opslag.
Det kan også være en mulighed, at du tilbyder at gå en tur med barnevognen i ny og næ for nye forældre. Bare en halv time kan være hyggeligt for dig og en stor hjælp for de nye forældre.
Det bedste for barnet
Som forælder vil man sit barn det allerbedste, og man vil gøre næsten hvad som helst for at beskytte og passe på sit barn. Det kan også være en grund til, at det kan være en god ide at vente med at få et barn.
Som du selv skriver, er du meget ung; du går måske stadig i skole, og jeg gætter på, du stadig bor hjemme hos dine forældre. Det kan selvfølgelig godt lade sig gøre at få et barn under de omstændigheder. Men det kan også være, at det bedste for dit kommende barn er at vente. Vente på at du er færdig med skole, at du har en mere stabil økonomi, at du har en partner, at du har dit eget hjem, osv.
Vær teenager
Til sidst har jeg lyst til at opfordre dig til at nyde din teenagetid, hvor du ikke har den forpligtelse, som et barn er. Du er stadig selv på vej fra at være barn til at blive voksen, og der foregår så meget i både din krop og dine følelser, at det faktisk er smart nok, du ikke samtidig skal tage dig af et barns behov.
Måske kan du hente input til det i vores temaer Pubertet – mest for piger og Selvværd og identitet. Hvis du synes, det her forslag er helt ved siden af, hvad du har brug for, skal du bare lade det ligge!
Jeg vil ønske dig alt det bedste fremover. Jeg håber, mit svar har givet dig lidt mere klarhed. Ellers er du selvfølgelig altid velkommen til at skrive igen, hvis du vil have noget uddybet, eller du sidder med nye tanker.
Venlig hilsen
Josefine Kirstein Juhl